Efter PFAS i Nordøstgrønland: Miljøordfører vil have os alle testet

- Hvis koncentrationen af PFAS er så høj i Ittoqqortoormiit, så er jeg bekymret for, hvordan det ser ud på resten af kysten, siger miljøordfører Mariane Paviasen fra IA.
Allerede i foråret kritiserede Mariane Paviasen naalakkersuisut for ikke at tage problemet med PFAS alvorligt. Foto © : Malik Brøns / KNR
20. juli 2023 11:56

Er de sundhedsskadelige PFAS-stoffer spredt ud over hele landet?

Det vil IA’s miljøordfører nu have svar på.

- Hvis koncentrationen af PFAS er så høj i Ittoqqortoormiit, så er jeg bekymret for, hvordan det ser ud på resten af kysten, siger miljøordfører Mariane Paviasen (IA).

Udtalelsen kommer kort efter, at en ny undersøgelse har påvist, at knap ni ud af ti borgere i Ittoqqortoormiit har for høje koncentrationer af de sundhedsskadelige og kræftfremkaldende PFAS-stoffer i blodet.

Alle bør testes for PFAS

Derfor bør naalakkersuisut tage situationen alvorligt og sørge for, at der bliver lavet undersøgelser af PFAS-koncentrationen i blodet hos folk i hele landet, mener miljøordføreren:

- Det bliver kun dyrere på længere sigt, hvis vi venter med undersøgelserne, siger hun.

Hvad er PFAS?

PFAS er en samling af fluorholdige miljøskadelige kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne.

Det bruges i næsten alle industrigrene og findes i mange produkter. Det tæller blandt andet tekstiler, tæpper, sko, madindpakning, kosmetik og brandskum.

PFAS-stofferne ophober sig i blod og organer og mistænkes for at øge risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.

Dermed tilslutter hun sig oppositionen i Inatsisartut, der også er overbevist om, at naalakkersuisut bør granske problemet:

- Hvis borgerne i Ittoqqortoormiit har så meget PFAS i kroppen, så er det nærliggende at undersøge alle andre borgere i landet, sagde Aqqalu Jerimiassen (A) til KNR i går.

- Selvom der blev foretaget to tests for nylig, mener jeg altid, at det bør testes lidt mere, end det er tilfældet indtil nu. Det gælder også drikkevandet andre steder rundt omkring i landet, lød det fra Bjørk L. Olsen (D).

Ikke ny kritik

Det er ikke første gang, at Mariane Paviasen langer ud efter naalakkersuisut i sagen om de giftige PFAS-stoffer. 

I foråret kritiserede miljøordføreren både myndighederne, naalakkersuisoq for miljø og sig selv for ikke at have undersøgt vand og fødevarer for PFAS.

Kort tid efter besluttede naalakkersuisut at foretage to stikprøver af vandet i Nuuk og Qaanaaq, der viste sig at være fri for kemikalierne i starten af juni.

I alt testede naalakkersuisut for blot 12 typer af PFAS ud af de knap 12.000 typer PFAS, som Miljøministeriet i Danmark har identificeret.

Kræver handling

Naalakkersuisut skal finde på løsninger og samarbejde med de ansvarlige, mener miljøordføreren.

- Det kan se meget værre ud end det seneste fund, og det skal vi vide helt klart. Den opgave tænker jeg, at vi skal arbejde med i Miljøudvalget, siger hun.

Mariane Paviasen er ikke den eneste i IA, der kræver handling fra naalakkersuisut.

Asii Chemnitz Narup (IA) stillede onsdag et spørgsmål til naalakkersuisut om netop dét.

Hun spørger, hvad de har tænkt gøre i forhold til nationale initiativer og internationalt samarbejde for at komme PFAS-problemet til livs.

Spørgsmål til Naalakkersuisut:

  1. Hvad er Naalakkersuisuts samlede vurdering af de senesteforskningsresultater af PFAS i Ittoqqortoormiit, som har vist høje koncentrationer af PFAS i blodet i befolkningen?
     
  2. Hvilke initiativer planlægger Naalakkersuisut at igangsætte i forhold til borgerne i Ittoqqortoormiit - som opfølgning på den nyeste viden om høje koncenrationer af PFAS i blodet?
     
  3. Planlægger Naalakkersuisut at igangsætte initiativer med henblik på at styrke det internationale samarbejde, med det formål at stoppe de forureningskilder, der påvirker vores sundhed både i Ittoqqortoormiit og i resten af Grønland?

KNR har forsøgt at få en kommentar fra naalakkkersuisoq for miljø, Kalistat Lund (IA), og Mimi Karlsen (IA), der er naalakkersuisoq for sundhed. Det har ikke været muligt før deadline.