COP21 Miljøudvalg får inspiration på klimatopmøde

Inatsisartuts Miljøudvalg deltager ved klimatopmødet COP21 i den franske hovedstad, Paris. Her lader Michael Rosing sig inspirere af både Tyskland og Bangladesh, mens han sætter sin lid til, at verdenssamfundet finder det rette spor ud af klimaproblemerne.
10. december 2015 04:03

Mens naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, er tæt på forhandlingerne under klimatopmødet i Paris, følger Inatsisartuts Miljøudvalg med i korridorerne.

Og her oplever formanden Michael Rosing, at mødet med andre lande kan bruges i den kommende politik i Grønland.

- Min personlige fornemmelse er af det her møde er, at verden er ved at vende.

- Man er ved at gå væk fra, at en holdning til, at man ikke rigtig ved, om det er et problem og til, at vi har en fælles forståelse for, at der er et problem. Og at der skal findes en løsning, siger Michael Rosing, formand for Miljøudvalget i Inatsisartut, der er med som observatører på COP21 i Paris.

Læs også Grønland går efter vækst og minedrift på klimatopmøde

Læs også Aleqa er hovedtaler under COP21’s største arktiske event

 

Erfaringsudveksler med Bangladesh

Et møde, der mest foregår på statsleder-niveau, men som udvalget også får noget ud af ved at tale, bl.a. med andre landes politikere, mener han.

- Vi har hægtet os på de nordiske parlamentarikere, der samles her. Og så har vi talt med bl.a. Tyskland og Bangladesh. Bangladesh er et af de områder i verden, der er hårdest ramt af klimaforandringer, så det er altid meget interessant at høre, hvad de gør.

Læs også Nu smelter indlandsisen ved COP21

Selv om Bangladesh er langt fra Grønland og har status som et udviklingsland, er der nemlig ligheder til Grønland.

- Grønland er jo både et iland og nogle gange et uland på mange områder. For mange af vores små steder mangler infrastruktur, så nogle af de udfordringer, der er på vores små steder, ligner de udfordringer, der er i Bangladesh, netop med energi, affaldshåndtering og den slags ting.

Og netop mødet med andre lande kan komme til at spille ind på den politik, som Inatsisartut kommer til at føre, når klimatopmødet er ovre.

- Vi mener, at der er mange steder, hvor vi kan sætte ind, som både vil have en positiv effekt på klimaet og samtidig faktisk spare Grønland for penge. Det har noget at gøre med måden, vi for eksempel bruger energi på i Grønland. Det vil vi som samlet udvalg meget gerne forsøge at bringe på dagsordenen i Inatsisartut, når vi kommer hjem.

FN’s Klimatopmødet i Paris slutter på fredag, hvor det forventes, at de deltagende lande vil indgå en for for bindende aftale om at reducere udledningen af CO2.