Mette Frederiksen: Vi deler ønsket om arktisk lavspænding, men vi skal ikke være naive

Rusland spiller en mere aggressiv rolle mod Vesten, siger statsminister Mette Frederiksen.
Statsminister Mette Frederiksen og formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede i fælles interview med KNR. Foto © : KNR
Skrevet af Malik Brøns
23. marts 2022 16:03

Rusland vil ikke Grønland det godt.

Det var et af hovedbudskaberne, som statsminister Mette Frederiksen havde med i bagagen til Grønland og Múte B. Egede, da hun var på en fire dages visit sidste uge.

- Vi ser  et fredeligt demokratisk land som Ukraine , som er invaderet af Rusland. Men det er ikke kun i Ukraine, at Rusland spiller en aggressiv rolle. Det gør Rusland også i Arktis. Det skal vi forholde os til. Vi skal ikke være naive. For Rusland vil ikke Grønland det godt, og Rusland vil ikke Rigsfællesskabet det godt, sagde Mette Frederiksen til KNR.

LÆS OGSÅ Arktisk samarbejde sat i bero: Rusland advarer Danmark

Men Mette Frederiksen rejste tilbage til Danmark med en tom kuffert. For den danske regering vil gerne vide, hvor Grønland står i forhold til den såkaldte Arktiske Kapacitetspakke, der blandt andet indebærer øget overvågning med droner i Arktis. 

Med andre ord: Danmark vil gerne have vished om, at Grønland og Danmark har fælles interesser, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken i Arktis og Grønland. 

Det fik hun ikke et klart svar på. Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA) ville blot sige, at "samtalerne stadig er i gang." 

1,5 mia. kroner til øget overvågning i Arktis
 
I 2018 vedtog Folketinget en ny forsvarsforligsaftale. Med aftalen bliver der brugt 4,8 mia. kroner ekstra på Forsvaret frem mod 2023.

 

I 2019 afsatte partierne bag forsvarsforliget yderligere 1,5 mia. kroner frem mod 2023 til især øget overvågning i Nordatlanten og Arktis. 

 

Halvdelen af aftalens budget på 1,5 milliarder kroner - altså helt præcis 750 millioner kroner - skal gå til indkøb og drift af to droner, som skal overvåge Grønland til lands.


50 millioner kroner skal bruges på en forsvarsuddannelse i Kangerlussuaq. 


390 millioner kroner skal bruges på en luftvarslingsradar på Færøerne. 

Lavspænding betyder ikke oprustning

Sikkerhedspolitik i Arktis er blevet et brandvarmt emne i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. I Danmark er Folketinget blevet enige om at bruge mange flere milliarder kroner på forsvaret. Hvad de penge konkret skal bruges til, skal partierne i Folketinget finde ud af nu.

SF vil have, at forsvaret omkring Grønland skal styrkes. 

Men Múte B. Egede og hans Naalakkersuisut ønsker, at Arktis skal være et lavspændingsområde. Det forklarer han i en udsendelse i KNR-TV:

- Et lavspændingsområde er et område, hvor der ikke oprustes. Vi tager udgangspunkt i det danske udtryk ’lavspændingsområde’. Det er vores ønske, men også de arktiske landes ønske med udgangspunkt i Ilulissat-erklæringen.

Ilulissat-erklæringen handler om, at de fem arktiske kyststater, som er Grønland/Danmark, USA, Rusland, Canada og Norge, lover hinanden at løse konflikter i Arktis gennem fredelig forhandling.

Den hedder Ilulissat-erklæringen, fordi den blev underskrevet i Ilulissat i 2008, og erklæringen blev genbekræftet i 2018.

Rusland opruster sig mod vesten

Det er Mette Frederiksen ikke uenig i. Men det kan blive svært at holde lavspænding, når Rusland farer frem med krig i Europa og i det hele taget udviser aggressivitet, mener hun.

- Vi deler jo ønsket om lavspænding, men det er ret vigtigt at sige, at det er jo ikke er Vesten, som både Grønland og Danmark er en del af, der opruster og er aggressive overfor Rusland. Det er Rusland, der er aggressive overfor vesten. Det er vi jo nødt til at forsvare os imod, siger hun.

LÆS OGSÅ Ekspert: Derfor udfordrer international uro Danmark og Grønland

- Vi har en fælles opgave og forpligtelse til at beskytte vores befolkninger. Når der er en part, som nu angriber et europæisk land, som i Ukraine, så kan der jo også komme andre udfordringer.

- Jeg deler stadigvæk målsætningen og ønsket om lavspænding, men vi må heller ikke være naive, når der er et Rusland der opruster ind mod os i Vesten.