Mette Frederiksen slår fast: Der kommer nye coronarestriktioner i Danmark

De traditionelle julefrokoster med dans og masser af alkohol bliver ingen af i Danmark i år, varsler statsministeren.
- Vi har ikke noget ønske om at lukke arbejdspladser ned. Vi vil gerne have, at børnene bliver ved med at gå i skole. At uddannelsesinstitutionerne er åbne, siger hun. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. oktober 2020 13:13

Torsdag blev der registreret 760 nye smittetilfælde. Dermed står Danmark lige som andre lande i en alvorlig situation, hvor der er behov for at indføre nye restriktioner.

Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S).

- Coronaen er tilbage. Og vi kommer til at indføre yderligere restriktioner, siger Mette Frederiksen.

Udmeldingen kommer, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tidligere torsdag varslede, at regeringen overvejede nye restriktioner i de kommende dage.

LÆS OGSÅ Udenrigsministeriet: Hele verden kan være lukket lige om lidt

Hun peger på forsamlingsforbuddet som et af de områder, regeringen arbejder med. Mette Frederiksen vil dog vente med detaljerne i de nye indgreb, indtil regeringen er helt klar til at melde ud. Det ventes at ske inden for de kommende dage, men der er endnu ikke sat tidspunkt på.

Ingen traditionelle julefrokoster

Allerede nu varsler Mette Frederiksen dog, at danskerne skal indstille sig på en december uden de traditionelle julefrokoster. Ifølge statsministeren er "supervåbnet" mod corona nemlig fortsat, at danskerne begrænser deres sociale aktiviteter.

Julefrokosterne begynder typisk i slutningen af november og fortsætter i december. Skal vi indstille os på, at der ikke bliver en hel masse julefrokoster i år?

- Ja. Det skal vi begynde at indstille os på. Det betyder jo ikke, at man ikke kan mødes nogle kolleger på en ordentlig og forsvarlig måde og takke hinanden for året, der er gået - afhængig af hvordan situationen er til den tid.

- Men til en julefrokost bliver der råbt og danset. Der bliver indtaget anselige mængder alkohol. Det er noget af det, der kan danne basis for, at smitten spreder sig.

Vil ikke lukke arbejdspladser igen

Hun opstiller dermed igen det svære valg, som har præget de seneste måneder med corona. Enten begrænser vi vores sociale liv med venner, familie og kolleger. Eller også risikerer vi, at der igen må lukkes ned for arbejdspladser, skoler og uddannelsesinstitutioner.

- Vi har ikke noget ønske om at lukke arbejdspladser ned. Vi vil gerne have, at børnene bliver ved med at gå i skole. At uddannelsesinstitutionerne er åbne, siger hun.