Udenrigsministeriet: Hele verden kan være lukket lige om lidt

Fra torsdag vil Tyskland og Cypern efter alt at dømme komme på listen over rejsemål, hvortil rejser frarådes.
I øjeblikket fraråder Udenrigsministeriet rejser til stort set hele verden med undtagelse af Cypern, Grækenland, dele af Sverige samt Tyskland og Norge - for de to sidstnævnte er der dog visse krav om karantæne ved ankomst. Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. oktober 2020 09:23

Det går den forkerte vej med coronasmitten i det meste af Europa, og derfor kan situationen meget snart være den samme som i marts, hvor Udenrigsministeriet frarådede rejser til hele verden.

Sådan lyder det fra Erik Brøgger, der er direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet.

- Vi kan meget snart - måske i morgen, hvor vi opdaterer rejsevejledninger igen - komme i en situation, som vi havde 13. marts, hvor hele verden er orange, siger Erik Brøgger.

LÆS OGSÅ Tyskland kræver karantæne for rejsende fra Region Hovedstaden

I øjeblikket fraråder Udenrigsministeriet rejser til stort set hele verden med undtagelse af Cypern, Grækenland, dele af Sverige samt Tyskland og Norge - for de to sidstnævnte er der dog visse krav om karantæne ved ankomst.

Rejseregler blev lempet i juni

Udenrigsministeriet opdaterer rejsevejledningen hver torsdag. På grund af stigende smittetal står rejsevejledningen til at blive ændret, så rejser til Tyskland og Cypern også frarådes.

Dermed er Danmark ikke langt fra situationen 13. marts, hvor Udenrigsministeriet begyndte at fraråde rejser til hele verden. Først i juni blev der lempet på rejsevejledningerne.

LÆS OGSÅ Danmark åbner for flere rejser og turisme fra 27. juni

Erik Brøgger hæfter sig dog ved, at der vil være en forskel sammenlignet med marts, da det fortsat vil være muligt at rejse ud med fly.

- Der vil stadig være fly i luften, og det er en stor forskel i forhold til marts, hvor stort set alle fly stod på jorden.

- Det er væsentligt i forhold til erhvervsrejser, men ellers vil billedet være det samme, siger Erik Brøgger.

De danske myndigheder fraråder rejser til et land, hvis der er over 30 nye smittetilfælde om ugen per 100.000 indbyggere.

For at et land igen skal åbne, skal der være under 20 smittede per 100.000 om ugen.