Mette Frederiksen og Kim Kielsen: Trumps besøg fylder en del
- Tak for en varm velkomst i Grønland. Vi er to lande med et tæt venskab, som vi nu skal sætte i en officiel sammenhæng.
Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet i Hans Egedes Hus.
- Det var vigtigt for mig hurtigt at komme til Grønland. Så hurtigt som muligt ville jeg herop. Vi ønsker et tæt samarbejde op til besøget fra den amerikanske præsident Trump, når han kommer til København til september, lød det fra den danske statsminister.
LÆS OGSÅ Trump sår tvivl om besøg i Danmark
- Det amerikanske besøg har fyldt en del, men vi kommer ikke til at gå i detaljer med at fortælle om det nu, siger Mette Frederiksen som svar til KNRs spørgsmål om, hvad hun og Kielsen har talt om til Trumps besøg.
Hun understreger dog, at hendes besøg hos Kim Kielsen i Nuuk også har handlet om meget andet end strategien for den amerikanske præsident, Donald Trumps, besøg i København 2. og 3. september.
Her skal Trump nemlig også mødes Kim Kielsen og den færøske lagmand.
For ingen kender endnu dagsordenen for besøget. Iagttagere gætter på, at Arktis kommer til at stå højt på dagsordenen.
- Vi kan allerede nu sige, at få knyttet USA tættere til, hvad der foregår i vores del af Arktis, er afgørende. Både set med grønlandske og danske briller, siger Mette Frederiksen.
- Det er ikke tilfældigt, at vi har besøgt Arktisk Kommando i Nuuk her til formiddag.
Brik i storpolitisk spil
Arktisk Kommando står for blandt andet det militære forsvar af Grønland og Færøerne og overvågning og håndhævelse af suverænitet, hvis andre lande kommer for tæt på.
Ud over USA kredser Kina og Rusland også om Arktis. Og hvordan skal Danmark og Grønland håndtere den interesse?
- Der er al god grund til fredelig udvikling i Arktis. Vi kan se en stigende interesse i Arktis fra andre, der har et klar sikkerhedspolitisk aspekt. Vores opgave er i fællesskab at holde øje med, hvad der foregår omkring Arktis, siger Mette Frederiksen og fortsætter:
LÆS OGSÅ Trump bekræfter strategisk interesse i Grønland
- Vi har ikke behov for at være den aggresive part.
Arktis er blevet vigtig på grund af den geografiske placering, på grund af sikkerhedspolitik og på grund af råstoffer. Desuden gør smeltet is det muligt at sejle helt nye steder i det arktiske område.
Tæt samarbejde om bedre vilkår for grønlandske børn
Men pressemødet handlede også om andet end Trump, USA og Arktis. I går var begge regeringschefer på besøg i bygden Kapisillit uden for Nuuk, hvor de besøgte et børnehjem.
Og netop socialområdet har de to også drøftet under besøget. Blandt andet venter de grønlandske eksperimentbørn stadig på at få en undskyldning fra den danske stat. Men den danske statsminister er gået med til at vente på, at et udredningsarbejde skal gøres færdig først - efter ønske fra Naalakkersuisut.
LÆS OGSÅ Undskyld til Godhavnsbørnene - og mere på vej
Til gengæld skal der handles hurtigt, når der gælder hjælpen til Grønlands nulevende børn.
- Det, der er besluttet, er, at de to socialministerier har sat et arbejde i gang på tværs. Danmark skal spille en stærkere rolle i socialområdet, som er et hjemtaget område. Og det skal ret hurtigt på plads mellem ministerierne, siger den danske statsminister.
LÆS OGSÅ Ønsker afleveret til Danmark - diskussion om beløb venter
Det er Mette Frederiksens første besøg i Grønland som statsminister.
Foruden besøget i bygden Kapisillit har hun og formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, mandag formiddag været på besøg i Grønlandsbanken, hos Royal Arctic Line og ved Arktisk Kommando.
Efter pressemødet rejser Mette Frederiksen videre til nordisk statsministermøde i Island.