SIK: Medlemmerne må vente flere måneder mere på lønforhøjelse

Er du medlem af SIK? Venter du også utålmodigt på din lønforhøjelse? Så bliver du nødt til at væbne dig med mere tålmodighed.
Jess G Berthelsen SIK
Foto © : KNR
Skrevet af Andreas Wille
21. maj 2019 11:56

Lønmodtagerorganisationen SIK og Selvstyret blev enige om overenskomsterne 19. maj, men der er ikke kommet flere penge i medlemmernes lommer endnu.

Medlemmerne får formenligt først glæde af deres nye overenskomstaftale om flere måneder, lyder det fra SIK.

- Vi forventer, at vores medlemmer kan mærke flere penge i deres lomme om to til tre måneder, siger Jess G. Berthelsen, der er formand for SIK, til KNR.

LÆS OGSÅ SIK Namminersorlutik Oqartussallu isumaqatigiissummut isumaqatigiipput

Men Hanne Petersen fra Paamiut er ved at miste tålmodigheden. Som SIK-medlem tvivler hun på, at en lønforhøjelse er klar om tre måneder.

- Det er utroligt. Vi skal vente tre måneder mere. Det kan være, at vi ikke får regulering på lønnen til september, siger Hanne Petersen.

Der er nemlig stadig en del arbejde tilbage før, at pengene ender i medlemmernes lommer, forklarer fagforeningsformanden. 

- Lønbogholderierne skal først udarbejde de nye lønsatser. De skal også se på, hvor stor regulering, den enkelte skal have, og det tager tid, siger Jess G. Berthelsen. 

LÆS OGSÅ SIK-medlemmer er utålmodige

Samtidig er SIK og Selvtyret blevet enige om, at udskyde opdateringen af 58 forskellige tillæg i 26 overenskomster fra den ellers aftalte overenskomst. Det drejer sig blandt andet om et kvalifikationstillæg til dygtige arbejdsmænd og et tillæg til portørerne.

SIK frygter nemlig, at reguleringen og lønforhøjelsen først ville komme til udbetaling i december, hvis parterne var fortsat med at arbejde på hvilke tillæg, der skal ændres. Tillæggene bliver derfor først løftet til næste overenskomstforhandling.

Jess G. Berthelsen ved ikke, hvad det kommer til at koste medlemmerne, at parterne har udskudt at løfte tillægget.