Hvor er lønforhøjelsen? SIK-medlemmer er utålmodige

Der er gået mere end en måned, siden SIK og Selvstyret indgik aftaler om overenskomster. Siden da er der ikke sket noget for de berørte lønmodtagere, og nu er SIK's afdelinger blevet utålmodige.
SIK's formand kan godt forstå utålmodigheden blandt sine medlemmer, men beder om lidt mere tid. Arkivfoto. Foto © : KNR
Skrevet af Andreas Wille
02. april 2019 14:03
Versionist Jens Thorin

Landets største lønmodtagerorganisation, SIK, og Selvstyret indgik 19. marts aftaler om løn og ansættelsesvilkår for fagorganisationens medlemmer. Ifølge den skal lønnen stige med to kroner og 15 øre i timen i gennemsnit.

Hvilke faggrupper, der får mest i lønningsposen, og hvem der får knapt så meget, er heller ikke meldt ud endnu. 

Og nu er det på tide, at stigningen kan ses på bankkontoen, mener medlemmerne af SIK.

- Vi er utålmodige. Forhandlingerne blev jo indledt sidste år og varede ind til februar, siger formanden for SIK's lokalafdeling i Maniitsoq, Elisabeth L. Hansen.

- Jeg ved slet ikke, hvad status er. SIK og Selvstyret har fået til opgave at forhandle, hvordan lønnen skal se ud. Men ingen har til dags dato fortalt noget om resultatet, siger Elisabeth L. Hansen, der er formand for SIK's lokalafdeling i Maniitsoq.

LÆS OGSÅ Overenskomst er tæt på at blive godkendt

Lokalafdelingen i Uummannaq har også fået nok. 

- Vi har mistet tålmodigheden. Vores medlemmer spørger hvornår, overenskomsten kommer på plads, fortæller formanden for SIK's i Uummannaq, Jokum Zeeb.

Afdelingerne i Upernavik og Nanortalik er også rådvilde.

LÆS OGSÅ SIK og Selvstyret er enige om overenskomst

Kontorchef i Selvstyrets Forhandlingskontor, André Guttesen, vil ikke fortælle, hvor langt parterne er i overenskomstforhandlingerne over for KNR, men konstaterer blot, at afdelingen arbejder med sagen.

SIK's formand kan godt forstå utålmodigheden blandt sine medlemmer, men beder om lidt mere tid.

- Vi er alle trætte af at vente. Men når det gælder SIK, så mener vi , at det er langt vigtigere, at overenskomsterne færdiggøres på en ordentlig og god måde, siger Jess G. Berthelsen, der er formand for SIK.

SIK har 25 lokalafdelinger og har overenskomster for omkring 10.000 lønomodtagere.