Medlemmerne af Naalakkersuisut tager orlov
Det har betydet adskillige af suppleanterne er blevet indkaldt til arbejdet i Inatsisartut. Det har blandt andet givet politisk comeback til Gerhardt Pedersen, der er formand for Atassut. Han kommer ind i stedet for naalakkersuisoq for sundhed og infrastruktur Steen Lynge, der får mere end rigeligt at se til med to af de absolut tungeste områder i grønlandsk politik.
Hos Siumut kan man også sige velkommen tilbage til Per Berthelsen, der ikke opnåede valg d. 12. marts, men nu får muligheden for at fortsætte en lang politisk karriere. Også Kaj Lyberth og Anders Olsen kan kalde sig medlemmer af Inatsisartut fordi Jens Erik Kirkegaard, Karl Lyberth og Vittus Qujaukitsoq har valgt at tage orlov fra arbejdet i Inatsisartut for at koncentrere sig om deres arbejdsområder i Naalakkersuisut.
Også Lars P. Mathæussen fik sæde i Inatsisartut, selv om han oprindeligt kun fik stemmer nok til at blive suppleant. Det skyldes at Nikku Olsen, der blev partiets helt store stemmesluger, ikke blev fundet værdig til at være medlem af Inatsisartut.