Mediechefer i Hongkong sigtes for at true national sikkerhed

Dagen efter en stor razzia mod Hongkong-avisen Apple Daily anklages chefredaktør og direktør.
Det er første gang i Hongkong, at konkrete artikler fører til anholdelser under den nye sikkerhedslov. Foto © : Lam Yik/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
18. juni 2021 09:12

Politiet i Hongkong har sigtet to topchefer på avisen Apple Daily for at stå i ledtog med et fremmed land til fare for den nationale sikkerhed.

Det drejer sig om chefredaktør Ryan Law og direktøren Cheung Kim-hung, oplyser avisen, der torsdag blev ransaget af politiet.

Kritikere siger, at det viser, hvordan det kinesiske regime med en ny sikkerhedslov vil kvæle frie medier i Hongkong.

Over 500 politifolk deltog i ransagningen af Apple Dailys nyhedsredaktion. Her blev computere og iPads smidt i poser, så de kan indgå som bevismateriale.

Myndighederne i Hongkong sagde, at aktionen var sat i gang, efter at avisen - hævdede de - i artikler havde opfordret til sanktioner mod Kina. Det skriver AFP.

Det er første gang i Hongkong, at konkrete artikler fører til anholdelser under den nye sikkerhedslov.

LÆS OGSÅ USA's topdiplomat: Der er en stemning af tvang i Hongkong

Kina har gennemtvunget den nye sikkerhedslov.

Den kom til verden efter store demonstrationer i Hongkong mod den lokale regering for at være alt for eftergivende over for Kina. Loven gør det muligt at slå ned på aktivister, virksomheder og medier.