USA's topdiplomat: Der er en stemning af tvang i Hongkong

Kinas indflydelse har "ødelagt" rutinemæssige diplomatiske aktiviteter i Hongkong, mener diplomat.
I sin kritik af Kina siger den amerikanske generalkonsul, Hanscom Smith, til Reuters, at det er "rystende", at Kinas indflydelse har "ødelagt" rutinemæssige diplomatiske aktiviteter - såsom at mødes med lokale aktivister. Foto © : Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. juni 2021 15:09

USA's ledende diplomat i Hongkong siger nemlig, at indførelsen af en ny national sikkerhedslov har skabt "en stemning af tvang", som truer storbyens frihed og dens position som internationalt finanscenter.

Det skriver ritzau.

I sin kritik af Kina siger den amerikanske generalkonsul, Hanscom Smith, til Reuters, at det er "rystende", at Kinas indflydelse har "ødelagt" rutinemæssige diplomatiske aktiviteter - såsom at mødes med lokale aktivister.

Udtalelserne fra Smith understreger den dybe bekymring, der er i Vesten over Hongkongs reducerede frihedsrettigheder.

Kritikere siger, at den demokratiske opposition er knust i Hongkong. Det samme gælder storbyens civile samfund og dens traditionelle frihedsrettigheder.

LÆS OGSÅ Hongkong-leder hylder Kina-plan om kun at lade patrioter regere

- Folk ved ikke længere, hvor de røde linjer er, og det skaber en stemning, som ikke blot er dårlig for fundamentale sikkerhedsrettigheder. Det er også dårligt for forretningslivet, siger Hanscom Smith.

En omfattende sikkerhedslov blev indført i Hongkong sidste år.

Loven blev af kritikere set som et yderligere skridt fra Kina mod at afvikle Hongkongs delvist demokratiske institutioner.

Det er ulovligt i Kina at mindes ofrene fra Tiananmen-massakren, hvor det vurderes, at mellem hundredvis og op mod tusindvis af prodemokratiske aktivister i Kina blev dræbt af politi 4. juni 1989.

Sidste år trodsede tusindvis af hongkongere et forsamlingsforbud og samledes ved Victoria Park for at markere årsdagen for Tiananmen-massakren. Det vurderes, at mellem hundredvis og op mod tusindvis af prodemokratiske aktivister i Kina blev dræbt af politi den 4. juni 1989.

De forsamlede tændte stearinlys og stillede sig på fortove over hele byen, inden det efter kort tid førte til sammenstød med politiet.