Masaana Egede tager styrepinden på Sermitsiaq.AG

Masaana Egede bliver ny direktør i Sermitsiaq.AG. Målsætningen er, at mediehuset i fremtiden er relevant for hele den grønlandske befolkning, siger den nye direktør.
Masaana Egede er ny direktør hos Sermitsiaq.AG. Foto © : KNR / Malik Brøns
30. juni 2023 15:44

Det uafhængige mediehus Sermitsiaq.AG har fundet manden, der afløser Christian Schultz-Lorentzen som administrerende direktør og chefredaktør.

Skriver Sermitsiaq.AG.

Valget er faldet på 38-årige Masaana Egede, der tidligere har været radiochef på KNR og senest kommunikationschef i Royal Greenland.

Til netmediet Sermitsiaq.AG siger Masaana Egede, at han glæder sig til det nye job.

- Jeg glæder mig til - sammen med medarbejderne - at udvikle journalistikken og mediehuset, så det træder ind i fremtiden og også fremover bevarer sin styrke og relevans for hele den grønlandske befolkning.

Masaana Egede blev valgt til KNR's bestyrelse i marts 2023. Han oplyser til KNR, at han trækker sig fra posten og har meldt det til bestyrelsesformand Mette Steenholdt. 

Masaana Egede har første arbejdsdag 1. september.