Martin Møller blev nummer tre ved første VM-løb

Den 40-årige langrendsløber Martin Møller blev den hurtigste på det danske landshold, da der var kvalifikationsløb til VM i dag.
Martin Møller træner til daglig i klubben NSP i Nuuk. Foto © : Scanpix
Skrevet af Noah Mølgaard
24. februar 2021 11:53

VM i langrend i den tyske skisportsby Oberstdorf er startet i dag.

Martin Møller, der til daglig træner i klubben NSP i Nuuk, deltog i kvalifikationsløb på 10 kilometer i disciplinen fristil blandt de mindre lande, som Danmark hører under.

Grønland kan ikke deltage ved VM under eget flag. Derfor deltager Martin Møller på det danske landshold.

Han sluttede på tredjepladsen – kun overgået af en skiløber fra Thailand og en fra New Zealand.

Martin Møller har inden VM sat sig som mål at slutte i top-10 ved kvalifikationsløbet.

- Det er bedre end forventet. Jeg tænkte, hvorfor skal jeg ikke gå efter sejren - og så blev jeg nummer tre. Så det var bedre end forventet, fordi jeg ikke har deltaget i løb udenfor Grønland de sidste tre år, siger Martin Møller til KNR.

LÆS OGSÅ Martin Møller går efter OL for tredje gang

Han er nu kvalificeret til konkurrencen i sprint, sprint for hold og slutter med 15 kilometer i fristil om en uge.

Løbet på 15 kilometer har stor betydning for Martin Møller, der går efter at klare OL-kravet.

- Jeg deltog også i VM i 2013, hvor jeg også sluttede på tredje pladsen ved kvalifikationsløbet og klarede mig godt i de efterfølgende konkurrencencer, siger han. 

- Jeg tror, at jeg har nogenlunde samme niveau som i 2013, siger Martin Møller.

Han har tidligere deltage ved OL to gange og går efter sit tredje OL.