Socialområdet Martha Abelsen til møde med danske ministre

Der er indledt dialog mellem naalakkersuisoq og danske ministre om hjælpe til socialområdet, som det blev pålagt Naalakkersuisut i slutningen af maj.
Foto © : Foto: Grønlands Selvstyre
03. juli 2019 06:52

Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet, Martha Abelsen, har tirsdag afholdt møde med den nye danske social- og indenrigsminister, Astrid Krag, og justitsminister Nick Hækkerup.

På mødet har ministrene drøftet, hvilken type hjælp der er brug for fra DAnmark til socialområdet for børn og unge i Grønland. Det er et emne, der skal drøftes ansigt til ansigt, mener Martha Abelsen:

- Jeg finder det vigtigt, at en henvendelse som denne foregår personligt, således det er muligt at svare på de spørgsmål, som helt naturligt vil komme, siger hun.

Påbud fra Inatsisartut om hjælp

I slutningen af maj blev et flertal i Inatsisartut enige om, at der skal bedes om hjælp fra Danmark til at løse de store udfordringer på socialområdet.

Det kom i kølvandet på en DR-dokumentar om forholdende i Tasiilaq og den efterfølgende debat om, hvad der bliver gjort for at forbedre situationen for de mange udsatte børn og unge i landet.

LÆS OGSÅ Martha Abelsen er alt for langsom på børneområdet

Og nu har Naalakkersuisoq altså haft sit første møde med de danske ministre for atkomme nærmere, hvilken hjælp det konkret skal munde ud i.

- Jeg har haft nogle rigtig gode møder med de nye danske ministre. Der var enighed om, at vi skal fortsætte det tætte samarbejde mellem vores myndigheder. Begge ministre har udtrykt et ønske om at støtte Grønland fagligt fremadrettet, udtaler Martha Abelsen.

Der skal både kort -og langsigtede løsninger til

Hun oplyser desuden, at hun medbragte en række konkrete ønsker til, hvad der i første omgang er behov for tilat løse nogle af de sociale udfordringer i Tasiilaq og andre steder i Grønland.

LÆS OGSÅ Samarbejdspartiet i Sermersooq: Vi tager styringen med at forbedre sociale forhold

Hun håber derudover, at de suppleres med mere langsigtede løsninger og indsatser, som sikrer den nødvendige genopretning af området.

Ud over den særlige officielle henvendelse til de nye danske ministre, arbejder Naalakkersuisut sideløbende på at fremskynde indsatser for børn og unge, oplyser Selvstyret.