Samarbejdspartiet i Sermersooq: Vi tager styringen med at forbedre sociale forhold
De sidste ugers debat om hvem der skal gøre hvad, og hvilken hjælp, der er brug for, er nødt til at stoppe.
Det mener den nye formand for udvalg for børn og skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Samarbejdspartiets Michael Rosing.
- Nu gør vi noget. Nu tager vi denne her. Så må de (Naalakkersuisut red.) så og sige følge med eller lade være. Men det er vores job, og vi skal nok gøre det, siger Michael Rosing.
Afventer om kommunen skal under administration
Han er godt klar over, at det i øjeblikket diskuteres, om socialområdet i Kommuneqqarfik Sermersooq skal under administration. Det går selvfølgelig lidt imod kommunalbestyrelsens planer om at tage førertrøjen, erkender han.
- Det går ikke særlig godt hånd i hånd. Hvis Naalakkersuisut ønsker at sætte kommunen under administration, så kan de jo gøre det. Men så er det også deres ansvar, og jeg ved ikke, om de er villige til at påtage sig det ansvar, siger han.
LÆS OGSÅ Seks skarpe til den nye borgmester i Sermersooq
Og det kan der være noget om. På et pressemøde onsdag oplyste naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Abelsen (S), at Naalakkersuisut ikke har planer om at sætte nyt i gang og ikke er klar til at bede om hjælp fra Danmark endnu. Simpelthen fordi naalakkersuisut fortsat ikke ved, hvilke konkrete tiltag, det kræver at forbedre tingene i Tasiilaq. Det mener hun er primært er kommunens ansvar. Og der er de to enige.
Kommunalbestyrelsen vil lave en liste
- Det er kommunen der er tættest på, og det er også kommunens opgave i en vid udstrækning. Så selvfølgelig er det også kommunen, der skal melde ud, hvad det præcise behov er. Så det er det vi vil arbejde på, siger Michael Rosing.
Martha Abelsen oplyste også til pressemødet, at der arbejdes på en national handlingsplan, som skal fremlægges ved efterårssamlingen. Et tiltag der blev pålagt Naalakkersuisut af Inatsisartut ved efterårssamlingen sidste år.