Marie Fleischer laver aftale med Inuit Ataqatigiit

Marie Fleischer, oprindelig landstingsmedlem for Demokraterne, og efter sin udmeldelse af partiet, nu løsgænger i Landstinget, har indgået samarbejdsaftale med Inuit Ataqatigiit.
Skrevet af Karsten Sommer
31. maj 2008 13:20

Der er tale om et administrativt samarbejde, ikke et egentligt politisk samarbejde på nuværende tidspunkt. Dog kan Marie Fleischer iflg. aftalen deltage i Inuit Ataqatigiit´s gruppemøder omkring specielle emner og endvidere kan parterne aftale fælles stemmeafgivning i sager som er af fælles interesse. Samarbejdsaftalen omfatter ikke besættelse af udvalgsposter.

- Jeg har valgt IA som samarbejdspartner, fordi jeg er meget på linie med partiets politik omkring Grønlands fremtid samt kultur- og socialpolitikken, siger Marie Fleischer til sermitsiaq.gl, om end hun understreger at der ikke er tale om en egentlig forbrødring.

- Men det er meget betryggende for mig at have et samarbejde med IA, som jeg anser for et meget seriøst parti. Om aftalen, der træder i kraft 1. juni, kan føre til et egentligt medlemskab af IA, vil Marie Fleischer ikke udtale sig om, skriver Sermitsiaq.gl