Mangel på sundhedspersonale skaber kø ved lægetelefonen i Nuuk
Det kan være frustrerende at skulle vente længe i telefonen, når man selv er eller én tæt på er syg og har brug for hjælp.
Men det er desværre situationen hos lægetelefonen i Nuuk for tiden. Det fortæller ledende regionslæge i Region Sermersooq, Jesper Olesen, til KNR.
- Vi kan simpelthen ikke følge med. Der er for mange, der gerne vil snakke med os i forhold til, hvor mange der er til at hjælpe vores medborgere, siger han.
Det skyldes to ting: Dels har en del sundhedspersonale ferie. Det plejer ikke at være noget problem, for antallet af henvendelser til lægetelefonen er normalt også mindre over sommeren.
Men af en eller anden grund er i år anderledes. Lægetelefonen har haft lige så travlt som om vinteren.
- Vi håber jo, det bliver bedre. Vi kommer til at få nogle folk tilbage fra ferie nu her. Det skulle gerne hjælpe på det, siger Jesper Olsen.
Corona har skabt personalemangel
Den anden grund til den lange ventetid hos lægetelefonen er et stort antal opsigelser.
Siden nytår har 13 ud af 25 sygeplejersker i Nuuk sagt op, muligvis efter flere års hårdt arbejdspres under coronakrisen.
- I de to år, vi havde en indsats imod corona, pressede vi også folk omkring deres ferie. Nu har vi ikke corona længere. Men vi havde ikke forudset, at der var så mange, der ville stoppe, siger Jesper Olsen og tilføjer:
LÆS OGSÅ Sundhedsvæsenet mangler varme hænder og må skære ned
- Vi havde heller ikke forestillet os, at det ville være så svært at skaffe nye kolleger, som det er nu. For der er ikke nogen, der søger vores stillinger.
Nuuk er dog langt fra det eneste sted, der er mangel på sundhedspersonale. Det gælder hele Grønland og Skandinavien. Derfor tør regionslægen heller ikke love forbedringer på kort sigt.
- Det er altså svært at spå om, hvordan vi lige får løst problemet, siger Jesper Olsen.
Opfordring: Vær forberedt og venlig
For at lette ekspeditionen i telefonen har Jesper Olsen derfor en række gode råd til nuumiut:
Hvis man har brug for at få fornyet en recept på medicin, som man er vant til at få, kan det klares på hjemmesiden doktor.gl. Her kan man skrive, hvilken slags medicin, man ønsker en ny recept på.
I helst ikke skal skælde ud på de, der er på arbejde, for det er i hvert fald ikke deres skyld.
Ringer man på grund af sygdom eller nye symptomer, opfordrer Jesper Olsen til, at man inden samtalen har tænkt over følgende: Hvor længe har det varet? Er der noget, der hjælper på det, eller gør det værre? Har man haft symptomerne før?
- Det gør, at vi lidt hurtigere kan nå frem til det smarteste at gøre. Og jo hurtigere, vi kan ekspedere den enkelte patient, desto flere kan vi nå at snakke med inden for den samme tid, siger han.
Og så har regionslægen en sidste appel til de, der trods lang ventetid kommer igennem på telefonen.
- I helst ikke skal skælde ud på de, der er på arbejde, for det er i hvert fald ikke deres skyld, siger han.