VIDEO Mange misbrugte mænd har glæde af mandegruppe

Selvom det har været en lettelse for Henrik Thomsen at have offentliggjort, at han blev seksuelt misbrugt som barn, er han en af meget få mænd, som tør tage det store skridt.
25. marts 2016 11:01

Det er tilsyneladende meget nemmere for kvindelige ofre for seksuelt misbrug at bryde tabuet.

- Folk har været meget støttende, har vist forståelse og givet en masse kærlighed.

- Jeg har lagt mærke til, at der er nogle, som har stået frem sidste år, men jeg lagde også mærke til, at der ikke var nogen fyre, fortæller 29-årige Henrik Thomsen til KNR, efter at han den 10. marts offentliggjorde, hvad han blev udsat for omkring 20 år siden, på sin Facebook-profil.

Læs også Henrik Thomsen bryder tabu om seksuelt misbrug

Anda Poulsen fra Angutit Ikorfartoqatigiit, Mandegruppen i Nuuk, har flere forklaringer på, hvorfor mænd er mere tilbageholdene i denne sammenhæng.

- Det kan skyldes en følelse af skam og, fordi de frygter, at de vil fremstå svage og undertrykte. De mangler evnen til at bede andre om hjælp, og det at tage næste skridt er meget svært for mænd.

- Det kan også skyldes, at de ikke ved, hvilke muligheder de har for at få hjælp, siger Anda Poulsen.

Læs også Psykolog: Mange drenge og mænd får gavn af brudt tabu

I sit arbejde i mandegruppen ser han mange, der er kede af at skulle bære rundt på den tunge hemmelighed, og som derfor har stor gavn af at dele den med andre.

- De kommer glade ud og får fornyet deres kræfter. De taler sammen og lytter til hinanden. Man behøver ikke sige noget hver gang.

- Men det at udveksle historier eller oplevelser er noget, der giver dem lyst til at komme igen. Og det er også noget, som gavner deltagerne meget, fastslår Anda Poulsen.