VIDEO Henrik Thomsen bryder tabu om seksuelt misbrug

Til trods for det, han blev udsat for som barn, er Henrik Thomsen en stærk mand. Han har nemlig valgt at stå frem og fortælle offentligt, at han blev seksuelt misbrugt, da han var ni år gammel og et par år frem.
23. marts 2016 15:19

Den 29-årige ved godt, han ikke er den eneste dreng i verden, der har været udsat for noget så grimt. Derfor skrev han en skelsættende opdatering på sin Facebook-profil den 10. marts:

- Tabu. Et emne folk ikke snakker om. Et af de helt store tabuer er børn, der er blevet seksuelt misbrugt. Især drenge der er blevet seksuelt misbrugt.

- Jeg er en af de drenge...

Sådan begynder Henrik Thomsen sin lange historie. En uge og mange ’likes’ og opmuntrende ord senere havde han besøg af Qanorooq.

- Det har hjulpet at fortælle om det.

- Jeg skammede mig over det dengang. Jeg var flov over det dengang. Jeg turde ikke sige det dengang. Jeg ville ønske, at jeg havde turdet det, og at jeg vidste, jeg aldrig har været skyld i det, siger Henrik Thomsen til KNR og håber, hans åbenhed kan hjælpe andre, der har været udsat for det samme.

Derfor valgte han også at chatte med Sermitsiaq.ag’s læsere om det tabubelagte emne i torsdags

- En af de personer, der skrev til mig, var min egen ven. Man bliver chokeret, siger Henrik Thomsen og må holde en pause, fordi tårerne løber til.

Læs også VIDEO Kielsen trækker tårer ved tale om børns vilkår

Mange bakker op

Men Henrik Thomsen ved, han har gjort det rigtige ved at stå frem. Ud over, at det er en stor lettelse for ham selv, får han også mange henvendelser fra taknemmelige mennesker.

- Jeg vidste ikke, så mange, der har oplevet det selv, ville have skrevet til mig. Både drenge og piger, voksne mennesker.

Læs også Nyt undervisningsmateriale lanceres af MIO

Læs også Voldtægtsofre glemmer aldrig

En af de mange på chatten skrev, hvordan vedkommende fortalte det til sine forældre, men blev afvist. Derfor kan Henrik Thomsen i endnu højere grad se et formål med at stå frem.

- Jeg er ikke alene, og de er ikke alene. Det skal de vide. Og jeg håber, at de kan se det, siger Henrik Thomsen.

De positive tilbagemeldinger fortsætter med at vælte ind på Henrik Thomsens Facebook-side, hvor man også kan se, at naalakkersuisoq for familie, ligestilling og sociale anliggender, Martha Lund Olsen, har sendt ham blomster og et kort, hvor hun takker ham, fordi han står frem.

Læs også VIDEO Flere tør anmelde seksuelle overgreb