Mand sigtet for drab i Niaqornat er fortsat anholdt

En 38-årig mand er blevet fremstillet i Qaasuitsoq Kredsret i Ilulissat sigtet for drab på en 57-årig mand fra Niaqornat. Den sigtede nægter sig skyldig.
Både forsvarer og anklager har kæret kredsrettens afgørelse til landsretten.
Skrevet af Anders Dall
24. januar 2022 11:05

Lørdag blev en 38-årig mand fremstillet i Qaasuitsoq Kredsret i Ilulissat. Han er sigtet for drab på en 57-årig mand fra bygden Niaqornat.

Kredsretten besluttede at opretholde anholdelsen af den sigtede i 72 timer.

LÆS OGSÅ Mand dræbt af skud i Niaqornat 

Den afgørelse har både anklager og forsvarer kæret til landsretten. Det oplyser Grønlands Politi til KNR.

Den sigtede nægter sig skyldig i sigtelsen, og forsvareren går efter løsladelse. Politiet efterforsker sagen som et drab, og anklagemyndigheden går efter, at manden bliver tilbageholdt i 26 dage. Det oplyser Fabian Uth Nielsen, der er kommunikationsmedarbejder i Grønlands Politi.

Lørdag oplyste Grønlands Politi, at den 57-årige mand fra Niaqornat var blevet skudt med en riffel. 

I samarbejde med Niaqornats kommunefoged satte politiet gang i en efterforskning, og det førte til anholdelsen af den sigtede.