Mand erkender juice-optagelser på skoletoiletter

En mystisk sag om toiletvideoer har nu ført til sigtelse af en mand.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Kenneth Elkjær
06. marts 2017 14:40

Politiet i Qaqortoq har sigtet en mand for to tilfælde af blufærdighedskrænkelser i en usædvanlig sag, der involverer juicebrikker, gemte mobiltelefoner og toiletter. Den mistænkte har erkendt sin skyld i begge sager.

Torsdag d. 24 februar blev en mandlig kursist på Peqqissaanermik Ilinniarfik, skolen for erhvervsfaglige sundhedsuddannelser i Nuuk, anmeldt til politiet.

Skjulte optagelser

En kvindelig elev på skolen opdagede en mobiltelefon på et toilet, hvor telefonen lå gemt inden i en Sun Lolly-juicebrik, der igen var gemt i en skraldespand på et dametoilet. Mobiltelefonen havde optaget video i 19 minutter, da den blev opdaget.

LÆS OGSÅ Anmeldt for at gemme mobil i juicebrik på dametoilet

Men noget tyder altså på, at det ikke var første gang, manden optog videoer på skoletoiletter. I hvert fald har manden også erkendt, at han i november sidste år gemte en juicebrik på et toilet på Tasersuup Atuarfia, skolen i Qaqortoq.

Ransagning af hjem og arbejdsplads

Men anklagerne mod manden stopper ikke nødvendigvis der. Det fortæller regionsleder ved Grønlands Politi Laila Fleischer til KNR.

- Vi har lavet ransagninger to steder. På mandens arbejdsplads og i hans hjem, hvor vi har konfiskeret forskelligt elektronisk udstyr. Vi afventer de tekniske undersøgelser af effekterne, så efterforskningen er stadig i gang, siger hun.