Anmeldt for at gemme mobil i juicebrik på dametoilet

En juicebrik, en skraldespand og en mobiltelefon er nogle af ingredienserne i en mystisk toilet-sag, der nu er havnet på politiets bord.
Foto © : Flickr/Renatomitra
27. februar 2017 12:02

En mandlig kursist er blevet anmeldt til politiet, efter en mobiltelefon blev opdaget på et dametoilet på Peqqissaanermik Ilinniarfik, skolen for erhvervsfaglige sundhedsuddannelser i Nuuk. Det bekræfter skolen overfor KNR.

En elev på skolen opdagede torsdag i sidste uge en mobiltelefon på et toilet på skolen, hvor telefonen lå gemt inden i en Sun Lolly-juicebrik, der igen var gemt i en skraldespand på et dametoilet.

Telefonen var i fuld gang med at optage video, da eleven opdagede den i skraldespanden, fortæller forstander på Peqqissaanermik Ilinniarfik, Lisa Ezekiassen.

- Eleven ser, at mobiltelefonen har optaget video i 19 minutter, da hun finder den, siger hun.

Ifølge forstanderen erkendte manden efterfølgende overfor elever på skolen, at det var hans telefon, der var blevet fundet. Han forklarede dog, at det ikke var ham, der stod bag optagelserne, da hans mobiltelefon havde været forsvundet siden dagen før.

Departementet for Sundhed stod for det pågældende kursus, manden deltog i. De oplyser, at de i samarbejde med Peqqissaanermik Ilinniarfik har anmeldt manden til politiet.

KNR har været i kontakt med politiet, der ikke ønsker at udtale sig i sagen.