Mand dømt for brandstiftelse, men han løslades

En 32-årig mand er her til eftermiddag blevet dømt for en brandstiftelse tilbage i april sidste år. Han var også tiltalt for forsøg på manddrab, men det blev han frifundet for, og nu er han helt løsladt.
Sermersooq Kredsret har i dag løsladt en mand, der er fundet skyldig i 'forsætlig brandstiftelse.' Foto © : KNR / Birgitte Kjeldsen
08. marts 2024 17:08

En 32-årig mand satte sidste år i april ild til sin og sin mors lejlighed i Nuussuaq i Nuuk med vilje. Lige siden episoden har han været tilbageholdt af politiet, og i går og i dag har det retslige efterspil stået på.

Og for få øjeblikke siden faldt der dom.

Han er blevet fundet skyldig i forsættelig brandstiftelse og for at bringe andre personer i lejlighedskomplekset i fare. Han var også tiltalt for forsøg manddrab, men det blev han frifundet for. Og han er endda blevet løsladt.

Selvom anklager Signe Suhr ikke fik medhold i anklagen om forsøg manddrab, er hun godt tilfreds med sagens udfald

- Grunden til, at han er blevet løsladt her efter retsmødet er fordi, han er blevet erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket, og derfor er han straffri, fortæller Signe Suhr.

Under retssagen kom det frem, at han på gerningstidspunktet var meget svært deprimeret. Når man bliver erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket, skal man ikke have en foranstaltningsdom, forklarer anklageren.

Behandlingsdom med opsyn

Den 32-årige mand har i stedet fået en behandlingsdom, hvor han kan blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvis læger vurderer, at der er et behandlingsbehov. Læger fra Dronning Ingrids Hospital har dog vurderet, at han ikke skal i behandling nu. Derfor er han løsladt i dag, forklarer anklageren. 

Nu skal manden være under opsyn af kriminalforsorgen, der skal hjælpe ham med at finde et sted og bo og sikre, at han igen kommer i arbejde.

Manden er blevet dømt til at betale erstatning på 765.000 kroner til boligselskabet indenfor fire uger. 

Anklageren er godt tilfreds

- I virkeligheden er jeg ikke overrasket over resultatet, fortæller Signe Suhr.

Anklagemyndigheden har nemlig påstået den samme dom, som Retslægerådet kom frem til på baggrund af mandens mentalundersøgelse.

- Så nu er jeg bare ganske godt tilfreds med, at der er sat et punktum i den her sag.

Fordi han har fået en behandlingsdom kan lægerne til hver en tid indlægge ham på A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvis de vurderer, at han er blevet dårligere igen, end han er nu.

Manden har siden 27. april sidste år siddet tilbageholdt af politiet. Men her til eftermiddag var der stor lettelse hos manden mor, manden selv og en kammerat, der var til stede under domsafsigelsen. Da retten blev hævet gav vennen han et stort og dybtfølt kram, mens tårne trillede af lettelse ned af morens kinder.