Makrelkrigen er slut

Fem års makrelkrig i EU sluttede i går, da en ny aftale om makrelfiskeriet faldt på plads.
13. marts 2014 04:20

Ifølge det danske fødevareministerium er der indgået en fem-årig aftale mellem EU, Norge og Færøerne om fiskeriet af makrel. Det betyder samtidig, at forbuddet mod færøske fiskefartøjers anløb af EU-havne - herunder også danske havne - ophæves.

For nyligt brød forhandlingerne om makrelfiskeriet i Nordatlaten sammen, og den nye aftale efterlader da også Island og Grønland udenfor.

Makrelforhandlinger brudt sammen

Mens Norge og Færøerne fik indrømmelser i aftalen om det lukrative makrelfiskeri, vækker aftalen harme i Danmarks Fiskeriforening.

Den nye aftale indebærer nemlig, at de danske fiskeres kvote reduceres med knap 20 procent, hvilket svarer til cirka 100 millioner kroner om året.

Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend Erik Andersen siger, at danske makrelfiskere føler sig trådt over tæerne, fordi det færøske overfiskeri nu også giver Norge lov til at fiske endnu mere makrel hvert år.

Også direktøren i den producentorganisation, der forener de største danske fiskefartøjer, som hovedsageligt fanger sild og makrel, er skuffet over aftalen.

- Island og Færøerne har nu i fem år i strid med eksisterende internationale aftaler og uden videnskabeligt grundlag konsekvent og med fuldt overlæg forsøgt at opfiske makrelbestanden i deres egne farvande.

- Og den grove uansvarlighed vælger EU i dag at belønne. Aftalen markerer et historisk lavpunkt i EU's fiskeripolitik, siger direktør Esben Sverdrup-Jensen i en pressemeddelelse.

Han kalder makrellen den mest værdifulde stimefisk i Nordatlanten.