Múte B. Egede og landslægen præsenterer plan for genåbning

Siden jul har der været lukket for indrejse til Grønland. I morgen vil myndighederne præsentere næste skridt i Grønlands coronastrategi.
Klokken 13 præsenterer Naalakkersuisut og Landslægeembedet genåbningsplan. Arkivfoto. Foto © : KNR
28. april 2021 13:46

I morgen klokken 13 vil Naalakkersuisut og Landslægeembedet præsentere en plan for genåbningen af landet.

Det sker på et pressemøde i Nuuk.

Her vil den nye formand for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA), naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten Fencker fra Naleraq, og landslæge Henrik L. Hansen fortælle om planen for genåbningen. 

Mellem jul og nytår blev der lukket for indrejse til Grønland.

Det var egentlig meningen, at porten til landet i Kangerlussuaq skulle være lukket frem til 18. april, men siden blev restriktionerne forlænget.

LÆS OGSÅ Restriktioner forlænges: Porten til Grønland er lukket til 2. maj

Nu står restriktionerne til at udløbe på søndag, og netop dét vil politikerne og Landslægeembedet informere mere om, når klokken bliver 13 i morgen.

For et år siden skulle Grønland også åbne for flytrafikken igen efter efter en coronanedlukning. Da skete åbningen i faser. 

I fase 1 måtte højst 600 passagerer rejse ind i landet om ugen. 

I fase 2 var det 1200 passagerer - og i fase 3 var flytrafikken normal og uden restriktioner på antal passagerer.