Lykkelig skilsmisse mellem Halibut Greenland og Greenland Venture
Den lykkelige skilsmisse sker ved, at de lokale stiftere og ejere køber Greenland Ventures andel i Halibut Greenland. Til gengæld scorer ventureselskabet det, der i en pressemeddelelse betegnes som et "flot afkast på sin investering".
Ifølge meddelelsen har investeringsselskabet fået sine penge 20 gange igen, når salgspris og de seneste års udbytte tælles sammen.
Det bliver dog ikke afsløret, hvor meget stifterne og ejerne har betalt for at købe Greenland Ventures andel på 39 procent i selskabet.
Sidste år omsatte Halibut Greenland for over 200 millioner kroner og havde et overskud på 30 millioner kroner efter skat.
- Vi slutter en fælles rejse, der viser, at det er muligt at opbygge en selvstændig og økonomisk sund virksomhed, lyder det i en fælles udtalelse fra Halibut Greenlands bestyrelsesformand Johan Villadsen og Greenland Ventures direktør Karsten Høy.