Luftalarmer aktiveret i Kyiv - beboelsesejendom ramt af missil

Borgmesteren i Ukraines hovedstad opfordrer indbyggerne til at søge ly under angreb mandag formiddag.
Ifølge myndighederne i Kyiv er en beboelsesejendom beskadiget. Foto © : Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. marts 2024 11:58

Luftalarmerne er mandag formiddag blevet aktiveret i Ukraines hovedstad, Kyiv, hvor der er hørt flere eksplosioner.

Det skriver Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Eksplosioner i hovedstaden. Skynd jer at søge dækning, skriver han.

Ifølge myndighederne i Kyiv er en beboelsesejendom beskadiget. Billeder fra stedet viser, at bygningen er totalt ødelagt.

USA's ambassadør i Kyiv skriver på det sociale medie X, at Rusland har affyret hypersoniske missiler mod den ukrainske hovedstad.

- Rusland angriber denne morgen igen Ukraine med hypersoniske missiler. Høje brag i Kyiv. De seneste fem dage har Rusland sendt hundredvis af missiler og droner mod et suverænt land.

- Ukraine har brug for vores støtte nu. Der er ingen tid at spilde, lyder det fra ambassadøren, Bridget Brink.

Hypersoniske missiler bevæger sig med mindst fem gange lydens hastighed og kan manøvreres, mens de er i luften.

Også Ukraines udenrigsminister, Dmitrij Kuleba, kommenterer angrebet.

Han har lagt en video op på X, hvor man kan se en gruppe børn, der løber langs en bygning - tilsyneladende for at søge dækning.

Ifølge ministeren er videoen optaget i Kyiv klokken 10.30 lokal tid.

Han skriver, at det er ballistiske missiler, der er affyret mod hovedstaden.

- Dette er en påmindelse om, at Ukraine har akut behov for mere luftforsvar, i særdeleshed Patriot-systemer og -missiler, som kan afværge ethvert russisk angreb, skriver Dmitrij Kuleba på X.

Angrebet finder sted efter en weekend, hvor Rusland med flere angreb primært er gået efter Ukraines elnetværk.

Et angreb fredag morgen medførte, at en million ukrainere efterfølgende var uden strøm. Og søndag angreb Rusland kraftværker i flere ukrainske regioner - herunder Lviv-regionen i det vestlige Ukraine.

Som følge af de russiske angreb måtte Ukraine søndag skrue markant op for importen af strøm. Det høje importniveau fortsætter mandag, meddeler det ukrainske energiministerium ifølge Reuters.