Kommunerne: Nyt affaldsselskab vil fjerne lossepladserne i Grønland

Når de to nye forbrændingsanlæg i Nuuk og Sisimiut åbner, skal lossepladserne i landets forskellige byer tømmes.
Lossepladsen i Uummanaq. Arkivfoto. Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Andreas Wille
20. april 2019 11:50

Udsigterne er betagende, men der findes også en bagside af de fleste byer, nemlig lossepladserne.

Og når de brænder, lugter det grimt og efterlader tyk, sort røg.

Det skal dog snart være fortid, fortæller den kommende direktør i det fælles kommunale affaldsselskab ESANI A/S, Frank Rasmussen.

Der er nemlig planlagt to nye moderne forbrændingsanlæg i Sisimiut og i Nuuk, og de vil have så meget kapacitet, at de kan begynde at tage affald fra landets mange lossepladser.

- Anlæggene er planlagt sådan, at de til at begynde med skal ”stoppe blødningen”. Man skal altså starte med at håndtere den daglige affaldsmængde, siger Frank Rasmussen.

- Og ud over at håndtere den daglige mængde, så vil man stille og roligt kunne æde sig ind på de gamle dumpe og få fjernet så meget som muligt, fortsætter han.

 

Åbne
Åbne losseplads i Aasiaat. Arkivfoto.

 

Affaldet fra lossepladserne rundt omkring i landet skal transporteres til Nuuk eller Sisimiut, hvor affaldet vil blive brændt på en miljøvenlig måde, siger Frank Rasmussen.

Han oplyser også, at de kommende forbrændingsanlæg har en forventet levetid på minimum 30 år.

LÆS OGSÅ Nuummi Sisimiunilu ikuallaaviit nutaat illoqarfinni allani ikuallaaviit matussagaat

Der er ikke sat en tidshorisont på, hvornår de åbne lossepladser vil begynde at blive tømt. Efter planen forventes det, at det nye forbrændingsanlæg i Sisimiut skal stå færdigt i 2022 og i Nuuk i 2023.