Siden Avannaata Kommunia i 2019 meldte sig ud af det fælles nationale affaldsselskab, ESANI, har kommunen arbejdet på at finde en lokal løsning for affaldshåndteringen.Foto: Avannaata Kommunia

Lossepladser bugner af skrald i Avannaa: Nu brænder kommunen det af

Avannaata Kommunia brænder i øjeblikket dyngevis af affald af. Det sker for at få bugt med kommunens overfyldte lossepladser.

Lossepladserne i Avannaata Kommunias mindre byer og bygder bugner af skrald. 

Det er et tilbagevendende problem, og derfor har kommunen fået lov til at foretage såkaldte åbne afbrændinger i tre måneder alle steder - bortset fra i Ilulissat. 

LÆS OGSÅ Ittoqqortoormiit vil lave kompost ud af køkkenaffald

- Vi vil udnytte de tre måneder så godt som det er muligt. Siden dispensationen blev bevilget  den 18. juni har vi været i gang med at afbrænde dyngevis af affald. Lossepladsen var så fuld, at vi begyndte at mangle plads til yderligere affald, lyder det fra Nicky Kristiansen, der i øjeblikket står for affaldshåndteringen i Avannaata Kommunia, i en pressemeddelelse. 

Kan ikke brænde, når det blæser

Selvom størstedelen af bostederne i kommunen har forbrændingsanlæg, så kæmper de fleste steder med fyldte lossepladser.

- Vi har godt nok et forbrændingsanlæg i Upernavik, men vi kan ikke følge med tilgangen af affald, fordi vi ikke kan brænde affald af i anlægget eller i åbne containere, når vinden blæser ind mod byen, siger Nicky Kristiansen og fortsætter: 

- I bygderne er de nødt til at lave åbne afbrændinger, fordi de fleste afbrændingsanlæg ikke fungerer, og derfor er dispensationen til åbne afbrændinger en kærkommen mulighed, så vi kan gøre indhug på affaldet, siger Nicky Kristiansen.

Mangler lokal løsning

Siden Avannaata Kommunia i 2019 meldte sig ud af det fælles nationale affaldsselskab, ESANI, har kommunen arbejdet på at finde en lokal løsning for affaldshåndteringen.

- Det har blandt andet omfattet en undersøgelse af mulighederne for mindre forbrændingsanlæg og større grad af genanvendelse. Indtil Avannaata Kommunia har en fast udrullet løsning i hele kommune, vil den være afhængig af dispensationer til åbne afbrændinger, forklarer Karl Madsen, direktør i Forvaltning for Teknik.

LÆS OGSÅ Affald skal varme stuerne i Nuuk og Sisimiut

Affaldshåndtering er et af fokuspunkterne for den nye lokalpolitiske koalition i Avannaata Kommunia. 

I koalitionsaftalen står der blandt andet:  

- Vi kan ikke acceptere affaldshåndteringen i bygderne. Vi bliver nødt til at arbejde mærkbart i denne valgperiode for at løse problemet, ligesom vilkårene for de, der arbejder med området, skal forbedres.

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt