Lomvier døde af sult i Sydgrønland

Selvdøde lomvier i Sydgrønland døde af sult i vinteren, oplyser Naturinstituttet i en pressemeddelelse.
Foto © : Blake Matheson/Flickr Creative Commons
17. maj 2018 16:00

I begyndelsen af januar i år kom meldinger om selvdøde lomvier i Aappilattoq og Narsaq og senere længere nordpå i Paamiut og Nuuk.

Departementet for fiskeri og fangst udsendte i den forbindelse en advarsel og bad folk om at undgå kontakt med de døde fugle.

Nu konkluderer DTU Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet DTU og Grønlands Naturinstitut, at lomvierne er døde af sult.

20 fugle blev indsamlet af fangere og analyseret af forskere, der blandt andet kunne konstatere, at fuglene var ekstremt tynde og vejede i gennemsnit 40% mindre end de normalt gør om vinteren.

Lignende episoder med selvdøde lomvier i Sydgrønland er kendt fra vinteren 2004 og 2014. Dengang tydede undersøgelserne også klart på, at fuglene var døde af sult.

- Der tegner sig et mønster af at fuglene med jævne mellemrum er udfordret af vinterstorme og fødeforhold i overvintringsområdet, siger seniorforsker Flemming Ravn Merkel ved Grønlands Naturinstitut.

LÆS OGSÅ Ny undersøgelse af lomvier på vej

I tre af de analyserede fugle blev der påvist fugleinfluenza, men ikke en særligt alvorlig type. Influenzaen er relativt almindelig blandt vilde fugle.

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland og Grønlands Naturinstitut vil gerne orienteres hurtigst muligt, hvis man observerer selvdøde fugle. Man bør desuden ikke håndtere selvdøde fugle, før man har talt med myndighederne.

- Fuglene der overvintrer i området stammer fra Svalbard, Island og Sydvestgrønland, hvor bestandene er i kraftig tilbagegang. Men om massedøden om vinteren er en del af årsagen til tilbagegangen er uvist, siger Flemming Ravn Merkel.

- Det trækker naturligvis i den forkerte retning. Vi kan desuden konstatere, at der er en overvægt af hunner blandt de døde fugle, hvilket kan medføre yderligere negativ effekt på bestandene, siger Flemming Ravn Merkel.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq afviser totalfredning af lomvier