Lokale fandt to efterlyste mænd sydøst for Aasiaat

Båden var løbet tør for brændstof, og en eftersøgning blev sat i gang.
Politiet sejlede de to efterlyste ind til Aasiaat. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
18. august 2022 09:57

To mænd på 21 år blev i går fundet kolde og trætte efter at have været forsvundet i næsten et døgn. 

Det var lokale, som fandt de to mænd omkring klokken 21 i går aftes. De blev fundet sydøst for Aasiaat. Der havde de kastet anker og var kommet i land. 

De to 21-årige havde ikke givet lyd fra sig siden omkring klokken 17 tirsdag eftermiddag. Her forlod de Kangaatsiaq med retning mod Aasiaat i en gul jolle med åben kahyt. 

LÆS OGSÅ Eftersøgning: 64-årig blev fundet i hytte efter motorproblemer på vandet

Men da de ikke lod høre fra sig, blev deres pårørende urolige og kontaktede politiet. En eftersøgning blev startet sammen med Arktisk Kommando i går cirka klokken 17. 

En helikopter fra Air Greenland blev sendt i luften og inspektionsskibet Knud Rasmussen sejlede ud. Folk i området blev også bedt om at lede efter de to. 

Og cirka klokken 21 i går aftes blev de fundet af lokale, som genkendte den gule jolle med åben kahyt. 

De sejlede de to kolde og våde mænd hen til inspektionsskibet Knud Rasmussen. 

Herefter sejlede politiet dem ind til Aasiaat.