Eftersøgning: 64-årig blev fundet i hytte efter motorproblemer på vandet

En større eftersøgning gik i gang ved Maniitsoq i fredags, efter en fisker ikke var vendt hjem.
Arktisk Kommando
Det dårlige vejr og tåge betød, at både Air Greenlands helikoptere, Arktisk Kommando og politiet var temmelig udfordrede med at finde manden.    Foto © : Arkivfoto: Paarnaq Hansen / knr
Skrevet af Jaaku Lyberth
08. august 2022 14:49

En 64-årig mand blev meldt savnet i fredags, da han sejlede ud fra Maniitsoq for at fiske. 

Hans pårørende blev bekymrede – og derfor alarmerede de Grønlands Politi, som satte gang i en eftersøgning med Arktisk Kommando. Inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen sejlede ud for at lede, og det samme gjorde lokale. Det var en af de lokale, som fandt den 64-årige lørdag formiddag. 

Manden havde faktisk både VHF-radio og GPS med ud på fisketuren. Men udstyret virkede ikke i det dårlige vejr, som hærgede vestkysten i fredags. Og netop det dårlige vejr og tåge betød, at både Air Greenlands helikoptere, Arktisk Kommando og politiet var temmelig udfordrede med at finde manden.   

Det siger Camilla Schouw Broholm, der er presseofficer hos Arktisk Kommando, til KNR.  

Mandens VHF-radio kunne ikke høres over lange afstande i det dårlige vejr. Han havde ganske vist også en GPS med sig, men den kunne ikke sende nødopkald. Så da hans båd fik motorproblemer, var gode råd dyre. 

Ifølge Arktisk Kommando havde manden heldigvis årer i sin båd. Og ved rå muskelkraft roede han jollen ind til land og fandt en hytte, som han søgte læ i. 

Det var her, han blev fundet af lokale lørdag formiddag.