Landsretten skal tage stilling til straf for drab på 11-årig pige fra Aasiaat

Hvor længe skal en 28-årig mand tilbringe i anstalt for drabet på en pige på 11 år? Det spørgsmål skal landsretten tage stilling til, efter at både forsvarer og ankalger har valgt at anke afgørelsen.
Kredsretten har foruden anbringelse i anstalt i otte år til den 28-årige mand og dømt ham til at betale godtgørelse til pigens forældre på hver 100.000 kroner. Arkivfoto. Foto © : KNR
17. december 2021 13:51

I sidste uge blev en 28-årig mand kendt skyldig i at have dræbt en pige i Aasiaat.

Her bestemte kredsretten i Ilulissat, at manden skal otte år i anstalt for sin forbrydelse.

Men det er hverken forsvarer eller anklager tilfredse med. Derfor har begge parter valgt at anke sagen, skriver Sermitsiaq.ag.

- Efter vores opfattelse så bør udmålingen udmunde i anstaltsanbringelse i kortere tid end 8 år, siger forsvarets advokat Finn Meinel til mediet.

LÆS OGSÅ 28-årig mand kendt skyldig i drab på 11-årig pige i Aasiaat

Det er selve foranstaltningen, som begge parter er utilfredse med. Står det til anklagemyndigheden, skal manden 10 år i anstalt, mens forsvareren kræver seks år.

Skyldsspørgsmålet, altså hvorvidt manden er skyldig eller ej, har forsvareren ifølge Sermitsiaq.ag ikke tænkt sig at anke.

Skærpet straf

Noget af det, som retten lagde vægt på, var, at den 28-årige havde haft sandsynlighedsforsæt til drab. Det betyder, at manden må have vidst, at det han gjorde ville føre til, at pigen døde af det.

Derudover lagde retten vægt på, at der er tale om en skærpet strafudmåling. Retten mener, at manden slog pigen ihjel uden grund og lagde vægt på, at han er voksen, og hun var et barn. 

Undervejs i retssagen afgav flere kilder forklaring. Blandt andre pigens mor.

Hun fortalte, at hendes datter havde en aftale om at aflevere et smykke til en veninde om aftenen den 26. november sidste år. 

LÆS OGSÅ Tiltalt for drab i Aasiaat i retten: - Jeg havde ikke til hensigt at slå ihjel

De to venner havde aftalt at mødes ved en sø, men veninden fortalte sine forældre, at den 11-årige ikke dukkede op.

Pigens mor forklarede i retten, at hun senere på aftenen forsøgte at ringe til sin datters mobil, men at der ikke var nogen forbindelse. 

Moren bekræftede desuden, at hverken familien eller datteren på forhånd kendte noget til den 28-årige mand. 

Retten har foruden anbringelse i anstalt i otte år til den 28-årige mand og dømt ham til at betale godtgørelse til pigens forældre på hver 100.000 kroner.