Landsret skærper dom: Mand skal ni år i anstalt for drab på en pige

Grønlands Landsret har skærpet kredsrettens dom med et år, så en mand nu skal ni år i anstalt for drabet på en 11-årig pige fra Aasiaat.
Grønlands Landsret har i dag taget stilling til, hvor længe en mand skal anbringes i anstalt for drabet på en 11-årig pige fra Aasiaat i november 2020. Foto © : KNR
Skrevet af Anders Dall
12. april 2022 15:50

Grønlands Landsret har i dag afsagt dom i ankesagen om, hvor længe en mand skal anbringes i anstalt for drabet på en 11-årig pige fra Aasiaat i november 2020. 

Kredsrettens dom lød på otte års anbringelse i anstalt. Det har landsretten nu skærpet til ni år.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Anklagerfuldmægtig Christian Halstad, der har ført sagen for Anklagemyndigheden, havde på forhånd sagt, at Anklagemyndigheden ville gå efter maksimalstraffen på ti år i anstalt. 

Modsat lød det fra landsforsvarer i sagen, Finn Meinel, at udmålingen burde være anstaltsanbringelse i seks til syv år.

Men Grønlands Landsret valgte altså at skærpe foranstaltningen fra dommen i kredsretten fra otte år til ni års anbringelse i anstalt.

Ankede kredsrettens dom på otte år    

Det var alene strafudmålingen, som Grønlands Landsret skulle tage stilling til.

Både forsvarer og anklager ankede nemlig dommen fra Qaasuitsup Kredsret i Ilulissat, som tog stilling til sagen i december måned. Her blev manden, som på det tidspunkt var 28 år, kendt skyldig i at have dræbt pigen i Aasiaat i november 2020 og fik en dom på otte år i anstalt.

LÆS OGSÅ 28-årig mand kendt skyldig i drab på 11-årig pige i Aasiaat

Noget af det, som kredsretten lagde til grund for sin afgørelse, var, at den 28-årige havde haft sandsynlighedsforsæt til drab.

Det betyder, at manden må have vidst, at det han gjorde ville føre til, at pigen døde af det.

Derudover lagde retten vægt på, at der var tale om en skærpet strafudmåling. Retten mente, at manden slog pigen ihjel uden grund og lagde vægt på, at han er voksen, og hun var et barn. 

I kredsretten stemte to domspersoner for otte år i anstalt til den 28-årige, mens den tredje stemte for syv år. Dommen blev givet efter stemmetal.