Landsret skærper dom: Længere tid på anstalt for voldtægt af niece

Landsretten har været i Sisimiut. En mand fik blandt andet en hårdere straf for voldtægt og skulle betale erstatning til sin niece.
I sidste uge behandlede Grønlands Landsret en række sager. I to sager blev foranstaltningen skærpet. Arkivfoto. Foto © : KNR
28. juli 2020 12:13

Grønlands Landsret er netop vendt retur efter en rejse til Sisimiut.

Arbejdet resulterede blandt andet i, at to mænd fik hårdere straffe, end de var blevet tildelt af kredsretten. Én for voldtægt og én for såkaldt "samleje" med en mindreårig.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse. 

Mand idømt længere tid på anstalt

Tidligere på året - 12. marts - blev en mand fra Sisimiut dømt til at tilbringe et år og seks måneder på en anstalt for at have voldtaget sin 15-årige niece.

Dommen faldt i Qeqqata Kredsret, men manden ankede dommen til landsretten. Han holdt fast i, at han ikke var skyldig i forbrydelsen. 

Men da sagen blev færdigbehandlet i landsretten i mandags faldt det ikke ud til mandens fordel. Foranstaltningen blev skærpet, man manden skal nu tilbringe to år på anstalt og betale 100.000 i erstatning til sin niece.

LÆS OGSÅ Mand idømt forvaring for voldtægt af mindreårigt stedbarnebarn

Anklagemyndigheden lagde vægt på pigens alder og manden og pigens familiemæssige relation. Derfor burde manden blive idømt længere tid i anstalt, lød det.

- Jeg er derfor meget tilfreds med, at landsretten har valgt at følge anklagemyndighedens påstand om skærpelse af længden, siger anklagerfuldmægtig Martin Dahl Fuglsang i pressemeddelelsen.

Samleje med 12-årig

I den anden sag fik en nu 21-årig ung mand også en hårdere straf, end den han var blevet idømt i kredsretten. 

Den gang fik han en betinget dom på tre måneder i anstalt for, som 18-årig at have haft hvad politiet beskriver som "samleje" med en 12-årig pige. I pressemeddelelsen står der, at de to havde et "kærestelignende forhold".

LÆS OGSÅ 51-årig mand skal i behandling på ubestemt tid efter overfaldsvoldtægt

Denne gang var det anklagemyndigheden, der ikke var helt tilfreds med sagens udfald, og dermed blev sagen anket til landsretten. Her blev dommen skærpet og retten gjorde de tre måneder i anstalt ubetingede, hvor de før var betingede.