51-årig mand skal i behandling på ubestemt tid efter overfaldsvoldtægt

I kredsretten blev en 51-årig mand frifundet for en voldtægt begået sidste år. Men landsretten kom onsdag frem til en anden afgørelse.
Grønlands Landsret idømmer en 51-årig mand psykiatrisk behandling på ubestemt tid for overfaldsvoldtægt. Foto © : Simon Uldum
06. februar 2020 11:44

En 51-årig mand skal i behandling på et psykiatrisk hospital i Danmark på ubestemt tid for at have begået vold mod en kvinde i 2018 og for sidste år at have voldtaget en anden kvinde i sin lejlighed i Nuuk. 

Dommen faldt i Grønlands Landsret onsdag, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Manden var tiltalt for at have slået den 50-årige kvinde med en jernstang og efterfølgende at have voldtaget hende, men i kredsretten blev han frifundet for at have begået voldtægt. 

Derudover var han også tiltalt for at have begået vold mod en anden kvinde i juli 2018, hvilket han også blev dømt for i kredsretten.

Anklagemyndigheden vurderede dog, at der var tilstrækkelige beviser i sagen til, at den tiltalte også skulle findes skyldig i overfaldsvoldtægten. Og det var landsretten enig i onsdag. 

LÆS OGSÅ Mand idømt forvaring for voldtægt af mindreårigt stedbarnebarn

- Jeg er meget tilfreds med, at landsretten var enig med vores vurdering af sagen, og at landsretten også fulgte vores påstand om, at manden skulle idømmes behandling på psykiatrisk hospital i Danmark på ubestemt tid, siger anklager Emil Maegaard-Hoffmann.

Manden, der lider af en psykisk sygdom, havde nægtet sig skyldig i begge forhold. På grund af omfanget af sygdommen skal behandlingen ske i Danmark, oplyser politiet.

Landsretten valgte også, at behandlingsdommen først bliver ophævet, når psykiatrien, kriminalforsorgen og retten finder det forsvarligt.