Landsholdet klar til afgørende kampe i Puerto Rico

Grønlands damelandshold i håndbold har aldrig været så klar, siger landstræneren Johannes Groth, forud for NORCA turneringen i Puerto Rico.
Arkivbillede
Skrevet af Mads Pedersen
25. marts 2017 12:18

Fredag landede håndboldlandsholdet i København for at flyve videre til Puerto Rico, hvor den afgørende NORCA-turnering vil blive afholdt. Et godt resultat i turneringen vil give en billet til det Pan Amerikanske Mesterskaber, som er håndbolddamernes hovedmål. 

Til spørgsmålet om landsholdet er klar svarer landstræneren: 

- Ja, absolut. Jeg tror ikke, at vi har været så parate før. Spillerne har virkelig knoklet, med seks til syv træninger om ugen, også i weekenderne. Og fællestræning i Nuuk mindst en gang ugen. Det er rigtig godt. Der er god stemning, det også vigtigt, siger håndboldlandtræneren Johannes Groth til KNR.

LÆS OGSÅ Pan Am skal vise Grønland frem

Flere kort på hånden

I dag er Johannes Groths hold ikke afhængige af enkelte nøglespillere. 

- Vi kan bytte rundt på de forskellige pladser og lave andre taktiske ændringer i opstillingen som kan have betydning i kampene, den bredde har vi ikke haft tidligere, siger han. 

Landstræneren har skåret en målmand fra, og har to med i stedet for tre, som der har været tidligere. En ekstra spiller betyder at holdet kan spille med flere løsninger - hvis der skulle blive behov for det. 

- Blandt andet har vi tre helt forskellige stregspillere med. Vi har også tre vidt forskellige venstre backs med. Alle kan komme i spil, i forhold til den taktiske disposition.

- Det er fedt at kunne ryste posen på den måde, siger landstræneren.

Store ambitioner for damerne

Når landsholdet tager afsted til Puerto Rico søndag den 28. marts, så er det for at nå så langt som muligt. 

Landsholdsdamerne skal placere sig i top tre i NORCA-turneringen for at få en billet til Pan Am. Landstræneren har før sagt, at det er realistisk at drømme om Pan Am, især efter at Mexico har meldt afbud til NORCA-turneringen.

Udover Grønland deltager USA, Puerto Rico og Den Dominikanske Republik.