Landsdommer døde af aggressiv cancer

Landsdommer Søren Søndergård Hansen led af en aggressiv galdevejscancer, som han døde af efter kort tids sygdom. Det oplyser souschef ved Grønlands Landsret, Anne-Sophie Abel Lohse, til KNR.
Skrevet af Mads Pedersen
24. august 2017 05:41

Han døde mandag på Rigshospitalet i København med sin hustru ved sin side. 

Søren Søndergård Hansen efterlader sig en hustru, to voksne sønner og en svigerdatter. 

Souschef ved Grønlands Landsret, Anne-Sophie Abel Lohse, blev udpeget som fungerende landsdommer, da Søren Søndergård Hansen blev sygemeldt og hun skal fortsat fungere som landsdommer ved Grønlands Landsret, indtil der er udpeget en ny landsdommer. Landsretten får bistand af yderligere en dommer fra en dansk landsret.

Søren Søndergård Hansen kunne i år fejre at have været landsdommer ved Grønlands Landsret i 20 år. Før han blev udpeget som landsdommer arbejdede han indenfor det grønlandske retssystem, hvor han har efterladt et stort indtryk hos sine kollegaer. 

- Søren Søndergård Hansen har haft en utrolig stor betydning for udviklingen af det grønlandske retssystem og Grønlands Landsret, siger den fungerende Landsdommer, Anne-Sophie Lohse, til KNR. 

Søren Søndergård Hansen var indtil sin død formand for blandt andet Pressenævnet og Offererstatningsnævnet. Han blev i 2011 tildelt ridderkorset af 1. grad af Dannebrogsordenen.

LÆS OGSÅ Forsvarere hylder afdød landsdommer