Inatsisartut diskuterer ny USA-aftale

Mandag skal den nye aftale mellem Grønland, USA og Danmark behandles i Inatsisartut. Oppostionen har haft flere kritikpunkter, mens partierne i naalakkersuisut har kaldt den et diplomatisk svendestykke.
Arkivfoto Foto © : Victoria Julie Schou / KNR
Skrevet af Emil Weis
12. oktober 2026 10:23

Den nye sikkerhedsaftale mellem Grønland, USA og Danmark er endnu ikke trådt i kraft. 

Først skal aftalen, der blev skrevet under af de tre lande den 22. september i New York, vedtages af Inatsisartut og Folketinget. 

Det er den debat, der er taget hul på i dag i Inatsisartut. 

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), er den første på talerstolen. Han kalder det for en historisk aftale for Grønland. 

- I forhandlingen er det blevet tydeligt, at der er mere, vi er enige om på det sikkerhedspolitiske område, end omvendt, siger Múte B. Egede fra talerstolen. 

Han lægger vægt på, at det har været afgørende for Grønland, at USA anerkender, at Grønland bidrager til sikkerheden, og at den amerikanske tilstedeværelse har et positivt aftryk på samfundsudviklingen. 

Derudover anerkender aftalen også, at Grønland har ret til selvbestemmelse. 

- Det har været afgørende for USA at forhindre modstandere af NATO-alliancen i at få fodfæste i Grønland, siger Múte B. Egede om USA’s krav: 

- Det gælder både militært og ved kommercielle investeringer. Aftalen sikrer derfor samarbejde om at imødegå disse sikkerhedsbekymringer.

Derudover siger Múte B. Egede, at selvom der i aftalen står, at der er godkendt militærbaser i Narsarsuaq og Mestersvig, så kræver den videre proces, at der er enighed om de nærmere rammer. 

- Derudover kræver aftalen, at der ved anmodning om nye forsvarsområder skal tages hensyn til vores befolkning og vores miljø, siger Múte B. Egede: 

- Det gør det muligt for Grønland og Danmark at forhindre fremtidige forflyttelser og beskytte miljøet. 

Ny verden - mere militær

Den første ordfører på talerstolen er Vivian Motzfeldt fra Demokraatit. 

- Tak til den grønlandske befolkning for den støtte I har vist os, siger Vivian Motzfeldt.

Hun var selv med til at starte forhandlingerne med USA, da hun i januar tog til Washington, hvor krisen med USA var på sit højeste.

- I mange år har Grønland ønsket at få sin egen stemme i den internationale verden, siger Vivian Motzfeldt: 

- Grønland er blevet centrum i verden, og det har affødt mange spørgsmål, som vi også selv må finde svar på. 

I mange år har man gået efter, at der skulle nedskalere konflikten i Arktis, men Vivian Motzfeldt mener, at den situation verden står i kan ændre strategien:

- Selvom strategien siger, at vi gerne vil demilitarisere Arktis, så kan vi ikke styre omstændighederne omkring os, siger Vivian Motzfeldt. 

Ifølge hende, så er det også vigtigt at inddrage borgerne i de nye baser, der skal være i Narsarsuaq og Mestersvig. 

- Det er en sort plet på historien, siger Vivian Motzfeldt om tvangsflytningen af borgere fra Qullissat:

- Det skal vi sikre ikke sker igen. 

Kuno Fencker (N) sætter spørgsmålstegn ved, at der er nul kroner til Grønland i den nye aftale. Men ifølge Vivian Motzfeldt, så er der flere ting i den nye aftale, der er en fordel for Grønland. 

Hun nævner blandt andet, at bare det, at Grønland har været med til at skrive under, er en stor ting. 

- At vores land bliver beskyttet uden, at vi skal være med til at betale for det, siger Vivian Motzfeldt som en af fordelene for Grønland:

- Hvis vi kigger et år tilbage, hvor der var rigtig meget frygt og tvivl, så er det en stor ting, vi har opnået med den her aftale. 

Derudover kredsede spørgsmålene til Vivian Motzfeldt om, at Grønland forpligter sig til at blive en del af Nato, hvis vi bliver selvstændige:  

- Jeg respekterer vores forskellige synspunkter og holdninger, og hvis ikke vi var en del af den her alliance (Nato, red.), hvilken alliance, vil vi så have? spørger Vivian Motzfeldt. 

Demokraatit stemmer for, at aftalen skal sendes direkte videre til anden behandling, men er åben for, at den kan komme i udvalgsarbejde. 

Vivian Motzfeldt forholder sig dog til, at det allerede er en underskrevet traktat, som derfor er svær at ændre. 

Opdateres...