Lønforhøjelse til politiet: 10,8 millioner kroner over fire år

I aftalen er der afsat 2,5 millioner kroner om året til et tillæg til polititjenestemændene. Pengene skal udligne den forskel, der er i grundlønnen mellem tjenestemænd i Grønland og i København.
Meningen er, at polititjenestemænd i Grønland fremover vil få en løn svarende til deres kollegaer i København.  Foto © : Merete Lindstrøm, KNR
Skrevet af Christine Hyldal
07. maj 2020 10:02

En lille lønforhøjelse til politiet er faldet på plads. 

Det er justitsministeren og de grønlandske folketingsmedlemmer fra Inuit Ataqatigiit og Siumut blevet enige om.

Aftalen er en del af den aftale, der skal sikre lønforbedringer til både politi og anstaltsbetjente i Grønland. 

Puljen

Folketinget vedtog en pulje på 49,2 millioner.

38,4 millioner kroner bruges til lønforhøjelse til anstaltsbetjentene. 

10,8 millioner bruges til lønforhøjelse til politiet. 

Heraf skal 2,5 millioner kroner bruges til et tillæg til polititjenestemændene. Det beløb skal udligne den forskel, der er i grundlønnen mellem polititjenestemænd i Grønland og i København. 
 

Tilbage 6. april faldt aftalen på plads for anstaltsbetjentene: De får 38,4 millioner kroner over fire år i ekstra løn til anstaltsbetjente med fast tjenestested i Grønland.

 

LÆS OGSÅ 38,4 millioner kroner mere til anstaltbetjentes løn

Pengene til anstaltsbetjentene kommer fra en samlet pulje på 49,2 millioner kroner, som Folketinget vedtog som del af finansloven for 2020. 

Tilbage i puljen var der så 10,8 millioner kroner – og de er så gået til politibetjentene.

Tillæg til tjenestemænd

Meningen er, at polititjenestemænd i Grønland fremover vil få en løn svarende til deres kolleger i København. Der er afsat 2,5 millioner kroner årligt til et tillæg til polititjenestemændene. Det beløb skal udligne den forskel, der er i grundlønnen mellem polititjenestemænd i Grønland og polititjenestemænd i Danmark, der er ansat i hovedstaden.

LÆS OGSÅ Politiforening: Alt for lidt penge tilbage til højere løn

Justitsminister Nick Hækkerup, Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) blev enige om aftalen i går onsdag. 

- Vi er nu i mål med den styrkelse af justitsområdet i Grønland, som regeringen afsatte midler til på finansloven for i år. Det er glædeligt, for aftalen er et vigtigt skridt i retning af vores mål om at styrke retssystemet i Grønland, siger Nick Hækkerup.

Fortjener anerkendelse og respekt

Han bliver bakket op af Aaja Chemnitz Larsen: 

- Vores betjente varetager en uvurderlig kerneopgave i samfundet, og det fortjener anerkendelse og respekt - det reflekteres nu endelig også i deres løn.

Aki-Mathilda Høegh-Dam siger også, at aftalen er god: 

- Bekæmpelse af diskrimination på baggrund af herkomst har stået på toppen af min dagsordenen fra første dag i Folketinget. Jeg er rigtig glad for, at pengene som vi fik sat af på finansloven, går til det formål, det var beregnet til – nemlig at hæve lønnen for politi- og anstaltsbetjente i Grønland, siger hun.