Løkke og Blinken drøfter Kina og Ukraine på møde i Washington

En fortsat støtte fra både USA og Europa til Ukraine var et af de centrale emner på Løkkes møde med Blinken.
- Vi er ved et tipping-point. Alle forventer en russisk offensiv og noget tyder på, at den allerede så småt er i gang. Derfor handler det om, at vi nu står stærkt og forenet i vores støtte til Ukraine, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Foto © : Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
14. februar 2023 08:27

Ukraine stod allerøverst på dagsordenen, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødtes med sin amerikanske modpart, Antony Blinken, mandag i Washington D.C.

- Vi nærmer os jo årsdagen for den russiske invasion, siger udenrigsministeren sent mandag aften lokal tid til Ritzau.

- Vi er ved et tipping-point. Alle forventer en russisk offensiv og noget tyder på, at den allerede så småt er i gang. Derfor handler det om, at vi nu står stærkt og forenet i vores støtte til Ukraine.

Udenrigsministeren mener også, at der er sket et gearskift i Vestens støtte til Ukraine.

- Danmark har givet artillerisystemer, og vi er med i en alliance med Tyskland og Belgien med henblik på kampvogne, siger han.

Et meget omtalt emne i USA i disse dage er den mistænkte kinesiske spionballon, der er blevet skudt ned tidligere på måneden, og tre ukendte flyvende objekter, der er blevet skudt ned fredag, lørdag og søndag.

Dem modtog Løkke også orientering om på mødet.

- Det vendte vi også, men dels kan jeg ikke komme så meget mere ind på det, og dels var det jo ikke hovedformålet for mig at være på en "ballon-fact-finding-mission".

Lars Løkke fortæller, at det er perspektivet bag sagen om den formodede spionballon, der er vigtigst.

- Jeg tror, at vi ser ret ens på det. Kina rummer udfordringer, men Kina er også en realitet, vi skal forholde os til, siger han.

- Vi kan ikke bare vende ryggen til Kina, så vi er nødt til at finde ud af at finde en ny relation, hvor vi har et samarbejde med Kina, men hvor vi også holder op med at være naive og på nogle måder betragter Kina som en rival og en konkurrent.

Løkke siger, at han fornemmer, at han og Blinken ser "ret ens" på det emne.

De to udenrigsministre fik også vendt den forsvarsaftale, som USA og Danmark forhandler om.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere sagt, at en ny aftale mellem landene kan omfatte amerikanske soldater på dansk jord.

- Aftalen skal skabe mulighed for, at der kan være en permanent amerikansk tilstedeværelse, men det er jo ikke i et voldsomt omfang.

- Det er en aftale, der er på linje med den, en række andre europæiske lande har indgået, siger Løkke.