Kvinde er afgået ved døden efter påkørsel i Nuuk

Politiet havde en travl fredag aften og nat. I Nuuk blev en kvinde påkørt, og er i løbet af natten afgået ved døden. Derudover har politiet taget fire spritbilister.
​​​​​​​- Vi har undersøgt føreren af bilen, og heldigvis var han ædru og altså ikke påvirket af alkohol eller andet. Omstændighederne omkring hændelsen er, at det er et meget dårligt belyst sted, og hun har så været klædt helt i mørkt, så føreren har ikke set hende, fortæller vagtchef i Grønlands Politi Mads Lynge. Foto © : KNR
Skrevet af Mathies Hvid Toft
23. oktober 2021 13:41

En 71-årig kvinde er afgået ved døden natten til lørdag efter at være blevet påkørt omkring 21 fredag aften i Nuuk.

Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Mads Lynge.

- Vi fik en anmeldelse om, at en kvinde var blevet påkørt af en bil ved blok 6. Vi sendte en patrulje derhen, og kaldte selvfølgelig også en ambulance ud til stedet. Det viser sig, at en 71-årig kvinde er blevet påkørt af en bil, fortæller han og fortsætter:

- Status på hende, da man kom derud, var, at man med det samme kunne se, at hun var i kritisk tilstand, men hun var stadig i live. Desværre afgik hun ved døden i løbet af natten, efter hun blev indbragt på hospitalet.

Ingen er sigtet i sagen

Der er ikke tegn på, at der er begået lovovertrædelser i forbindelse med påkørslen.

Et vidne kunne fortælle politiet, at manden, der førte bilen, ikke kørte uagtsomt. Politiets foreløbige undersøgelser peger heller ikke på, at der er kørt for hurtigt eller andet.

LÆS OGSÅ Politiet om drabssag: Det er så barsk en forbrydelse, at alle skal hjælpe med opklaringen 

- Vi har undersøgt føreren af bilen, og heldigvis var han ædru og altså ikke påvirket af alkohol eller andet. Omstændighederne omkring hændelsen er, at det er et meget dårligt belyst sted, og hun har så været klædt helt i mørkt, så føreren har ikke set hende, fortæller Mads Lynge.

Føreren af bilen var faktisk lige kørt hjemmefra og ud fra parkeringspladsen, da han påkørte kvinden i det første sving, han skulle foretage. Kvinden blev hårdt kvæstet af selve påkørslen, og røg under bilen.

I følge Politiet, er bilisten også meget påvirket af hændelsen.

Fire spritbilister fredag nat

Selvom der ikke er noget, som tyder på lovovertrædelser, skal politiet foretage flere undersøgelser af forløbet.

Foruden den tragiske påkørsel har Politiet stoppet fire spritbilister. Tre i Nuuk og en i Qaqortoq.

- Vi har haft en forholdsvis begivenhedsrig fredag nat. Vi har haft tre spirituskørsler her i Nuuk, og en i Qaqortoq.  Ellers har det været præget af husspektakler, gadeuorden og beruselser, fortæller vagtchefen videre.