Kun én dansk kommune tilbyder grønlandskundervisning: Nu reagerer minister

Den danske undervisningsminister vil minde kommunerne om deres pligt til at informere grønlandske forældre om muligheden for modersmålsundervisning.
Magnus Heunicke reagerer på manglende grønlandskundervisning. Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
17. september 2026 12:02

Artiklen er opdateret den 17. september klokken 14.10. Før henviste artiklen til rettigheder som et etnisk mindretal, men det var misvisende. I stedet henviser artiklen nu til rettigheder som et oprindeligt folk.

Danske kommuner skal blive bedre til at informere grønlandske forældre om muligheden for, at deres børn kan få undervisning i grønlandsk.

Det slår den danske undervisningsminister, Magnus Heunicke (Socialdemokratiet), fast i et svar til folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA), som har spurgt, om regeringen vil finde en løsning, så flere grønlandske børn i Danmark får adgang til modersmålsundervisning.

- Jeg har derfor bedt mit ministerium om at sende et brev til alle landets kommuner, hvor det indskærpes overfor kommunerne, at de er forpligtet til at informere om muligheden for modersmålsundervisning i grønlandsk, og at der skal gives undervisning hvis 12 eller flere børn viser interesse, udtaler ministeren.

Kommunerne har pligt til at oprette undervisning, hvis de kan samle 12 børn på et hold.

Alligevel er det på nuværende tidspunkt kun Københavns Kommune, der tilbyder grønlandskundervisning til børn og unge. Det viser en rapport fra den danske tænketank Justitia.

Retten til modersmålsundervisning

  • I Danmark har kommunen pligt til at oprette modersmålsundervisning for børn med en forælder fra et andet EU-land, Grønland og Færøerne.
  • Kommunen har pligt til at oprette et undervisningshold, når der er mindst 12 børn tilmeldt, og der er en kvalificeret underviser.
  • Kan kommunen ikke selv oprette et hold, skal kommunen henvise til undervisning i en nabokommune, hvis der her er undervisning i det pågældende sprog.
  • Kommunen er forpligtet til at oplyse forældrene om retten til modersmålsundervisningen til deres børn.
  • Ifølge FN's deklaration om oprindelige folks rettigheder og ILO-konventionen er staten forpligtet til at sikre og fremme undervisning i grønlandsk sprog og kultur blandt grønlandske børn i Danmark.
  • I FN's deklaration om oprindelige folks rettigheder artikel 14 lyder det blandt andet, at enkeltpersoner tilhørende oprindelige folk, især børn og dem, der lever uden for deres lokalsamfund, skal have adgang til uddannelse i deres egen kultur og tilvejebragt på deres eget sprog.
  • I ILO-konventionen lyder det, at børn af oprindelige folk og stammefolk har ret til at lære at læse og skrive på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest almindeligt anvendes af den gruppe, som de tilhører. Samtidig står der, at der skal træffes foranstaltninger med henblik på at bevare og fremme udvikling og anvendelse af de pågældende oprindelige folks sprog. 
  • Inuit er anerkendt som et oprindeligt folk. Det er det eneste oprindelige folk i Kongeriget Danmark.
  • I maj 2025 indførte Københavns Kommune et særlig tiltag, hvor der kun skal én tilmelding til for at oprette et undervisningshold i grønlandsk. Det har ført til, at der nu tilbydes grønlandske gennem Modersmålsskolen i København. 

Kilde: Bekendtgørelse om folkeskolens modersmålsundervisning, FN’s Børnekonvention, De Forenede Nationers Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder, Inuit Pisinnaatitaaffi inut Kalaal l it Nunaata Siunnersuisoqatigiivi (Grønlands Råd for Menneskerettigheder)


Rapporten bygger blandt andet på interviews med grønlandske borgere i Danmark og kommunale sagsbehandlere. 

Ifølge Justitia skyldes den manglende undervisning blandt andet, at kommunerne ikke er gode nok til at informere om tilbuddet.

Samtidig peger rapporten på, at grønlandske familier ikke i tilstrækkelig grad kender deres rettigheder som et oprindeligt folk.

IA-politikeren sætter fokus på manglende grønlandskundervisning. Foto © : Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Naaja H. Nathanielsen har derfor spurgt undervisningsministeren, om regeringen vil bistå kommunerne med at finde en løsning.

- Vil ministeren bistå kommunerne med at finde en løsning, så modersmålsundervisning i grønlandsk gennemføres, og derigennem sikre at grønlandske borgeres rettigheder som et oprindeligt folk overholdes, samtidig med at man anerkender kommunernes udfordringer?, lyder det fra Naaja H. Nathanielsen.

IA-politikeren henviser i spørgsmålet til FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder og ILO-konventionen, hvor staten er forpligtet til at sikre og fremme undervisning i grønlandsk sprog og kultur blandt grønlandske børn i Danmark. 

Regeringen vil have kommunerne til at informere

Ifølge Magnus Heunicke er den danske regering optaget af, at grønlændernes rettigheder bliver overholdt i Danmark.

- Det er enormt vigtigt for børn med grønlandsk baggrund, der ikke bor i Grønland, at de kan bevare deres sprog og tilknytning til det grønlandske samfund.

- Derfor er det ikke i orden, hvis kommunerne ikke udbyder og informerer om, at de udbyder modersmålsundervisning i grønlandsk, skriver ministeren.

Når Københavns Kommune som den eneste af landets kommuner tilbyder grønlandskundervisning, skyldes det, at Børne- og Ungdomsudvalget i kommunen sidste år besluttede, at én tilmelding bør være nok til at oprette et hold.

Dermed afviger kommunen fra kravet om 12 tilmeldinger.

Ifølge Justitias rapport er der 2.900 børn med grønlandsk baggrund i Danmark.

Rapporten påpeger samtidig, at de danske kommuner ikke tager nok højde for grønlændernes rettigheder.

- Der mangler generelt en bevidsthed om, at grønlændere er en befolkningsgruppe med særlige rettigheder, som vi i Danmark har pligt til at sikre. Og vi har også pligt til at sørge for, at de bliver medinddraget, udtaler Mikele Schultz-Knudsen, juridisk chef i Justitia, i et tidligere interview til KNR.