Kujalleq klar til at jagte ny kommunaldirektør
Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq har givet grønt lys til, at forvaltningen slår en stilling op som administrerende direktør i Kommune Kujalleq.
Direktøren skal være ny kommunaldirektør og samtidig ændres økonomidirektørstillingen til at være såkaldt vicedirektør i kommunen. Det sker for at styrke og modernisere kommunens topledelse, fremgår det af referatet fra et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen afholdt 16. oktober.
Tilbage i maj - umiddelbart efter kommunalvalget - blev den daværende kommunaldirektør, Frank Hedegaard Jørgensen, fritaget for tjeneste af den nye borgmester Kiista P. Isaksen.
Vil nedlægge sekretariatschef stilling
Begrundelsen var, at borgmesteren og økonomiudvalget ønskede fornyelse i ledelsen af kommunen.
LÆS OGSÅ Kujalleq sender topchef hjem
Af indstillingerne fra mødet 16. oktober fremgår det, at den hidtige kommunaldirektør fratrådte sin stilling med udgangen af juni. Økonomidirektør Kenneth Høegh har i mellemtiden fungeret som konstitueret kommunaldirektør, og nu skal stillingen altså slås op - dog under navnet "administrerende direktør".
På sigt forventer kommunen at kunne nedlægge en stilling som sekretariatschef, og derved vil kommunen spare 900.000 kroner om året.
Kommunens ledelse vil derefter bestå af borgmesteren, den administrerende direktør og vicedirektøren. I øjeblikket fungerer sekretariatschef Kim Dahl som konstitueret økomidirektør.
Kommunen håber at kunne besætte stillingen som administrerende direktør på kommunalbestyrelsens møde 22. november.