GM i fodbold Kugsak imponerer Tekle

Landstræneren følger GM i Qasigiannguit tæt og det er særligt de lokale spillere som har imponeret ham.
07. august 2015 04:24

Der er grund til glæde i Qasigiannguit, hvor landets bedste fodboldspillere i disse dage kæmper om grønlandsmesterskabet. De lokale helte har nemlig vist sig, som turneringens store positive overraskelse. Det mener landstræneren.

- Jeg synes Kugsak er en total overraskelse. Det er en meget positiv oplevelse på en meget svær bane. De fleste spillere har gjort det godt, men de har gjort det virkeligt godt. De tror på opgaven, de går virkeligt til den, og de spiller virkeligt frisk fodbold. Det er fedt, siger landstræner Tekle Ghebrelul.

 

Flot comeback

Særligt i kampen mod G-44 onsdag imponerede de lokale spillere. Kugsak var bagud 1-0 og endte med at vinde kampen 3-1

- De var flyvende, siger landstræneren.

Fredag skal Kugsak op mod IT-79 og det bliver ifølge landstræneren en vanskelige kamp.

 

Forsvarende mestre ser gode ud

Kugsak er dog ikke ene om at have gjort det godt. Også på de forsvarende mestre B-67 er et hold man skal holde øje med.

- Sidste års mestre ser lidt skræmmende ud. De har fået samlet alle pointene, og vinder puljen og er klar til semifinalen mod G-44. Der forventer jeg en rigtigt god fodboldkamp, siger landstræner Tekle Ghebrelul.

 

Nyt kamptidspunkt

Semifinalerne spilles fredag, men kamptidspunkterne er blevet rykket en time frem.

Den første semifinale mellem Kugsak mod IT-79 spilles klokken 13.00.

Den anden semifinalekamp mellem G-44 mod B-67 starter klokken 15.00.