PITUFFIK Kritik: Ny dansk udenrigsminister bør udlevere Thule-papirer

DF og Enhedslisten kræver sag om Thule-papirer behandlet i Udenrigspolitisk Nævn.
18. august 2015 18:01

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) står nu til kritik fra flere partier på Christiansborg, når han vender hjem efter sit første ministermøde i Grønland først på ugen.

Her afviste den nye danske udenrigsminister nemlig i et interview med KNR, at Udenrigsministeriet vil fremlægge korrespondancen mellem Danmark, Grønland og USA i sagen om service-udbuddet på Pituffik.

Noget, som Venstre i form af tidligere grønlandsordfører Troels Lund Poulsen ellers selv forlangte af forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard (Rad.) før folketingsvalget – med opbakning fra det meste af den tidligere opposition.

Læs også Thulekontrakt: Den danske udenrigsminister vil se fremad 

Kovendingen får nu kritik af regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti:

- Jeg synes, det er ejendommeligt, så hurtigt Venstre har skiftet mening, efter de er kommet i regering, siger grønlandsordfører Søren Espersen til KNR.

DF vil have klarhed
Hos Dansk Folkeparti, der har støttet Venstre i kritikken af forløbet om servicekontakt-udbuddet, er Søren Espersen interesseret i at få blotlagt både Danmarks og Grønlands rolle i sagen.

- Man har jo fra grønlandsk side ofte skildret det som om, det var en sammensværgelse mellem Danmark og USA, og nu skulle der erstatning til. Derfor synes jeg, det er utrolig vigtigt at få belyst, om Grønland har været med hele vejen?

Enhedslisten: Vi bør lære af fejl
Udenrigsminister Kristian Jensen begrunder afvisningen med, at det nu er på tide at se fremad i sagen om Pituffik. En sag, som han selv kalder problematisk, men som der nu er foreløbig afgjort. Det sker, efter den amerikanske domstol U.S. Federal Court of Claims i foråret dømte det tidligere udbud for ugyldigt.

Læs også Greenland Contractors får forlænget kontrakten på Thule-basen

Men den afgørelse bør ikke udviske, hvad der er gået forud i mails og dialog mellem Udenrigsministeren, Selvstyret og USA i sagen, siger Enhedslistens grønlandsordfører, Christian Juhl:

- Hvis tingene er, som de skal være, så er der jo ingen problemer i at lægge dem på bordet. Hvis der er problemer i det, og der er lavet fejl undervejs, er det jo sådan, at hvis vi vil være ordentlige politikere, så bør vi lære af fejlene.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil nu begge tage sagen op i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget.