Thulekontrakt: Den danske udenrigsminister vil se fremad
Sådan lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen, som i øjeblikket gæster Nuuk.
Dermed skal offentligheden heller ikke forvente at se dokumenter i sagen fremlagt, som Venstre ellers har krævet før valget.
- Det er ikke sådan at jeg har tænkt mig at gå og pege fingre af tidligere regeringer. Det er en uskik, hvis man lægger ting frem, hvor folk ikke selv kan være til stede og forklare det, siger Kristian Jensen til KNR.
LÆS OGSÅ Venstre kræver fuld Thule-åbenhed
Han begrunder det med, at den amerikanske domstol U.S. Court of Federal Claims i maj kendte det tidligere udbud om servicekontrakten for ugyldigt. Og derfor er der nu trukket en streg i sandet i dén sag, mener han.
- Jeg synes, der ligger en skillelinje i, at aftalen blev kendt for ugyldig. Det vil sige, at hele forarbejdet for den aftale sådan set er taget af bordet.
I stedet ønsker Kristian Jensen nu at se fremad og sikre, at den kommende serviceaftale lever op til kravene i forsvarsaftalen mellem Grønland, Danmark og USA.