Kritik igen af lufthavnen i Kulusuk: Seks aflysninger på et år på grund af is på fly

Afisningsudstyr koster fra to til seks millioner kroner. Og sådan en maskine er for dyr til Kulusuk, siger Air Greenland.
En Dash 8 bliver afiset inden take off i Nuuk Lufthavn. Foto © : Christine Hyldal
05. maj 2022 09:23

Grønlandsmesterskaberne i futsal i Tasiilaq fik en kedelig afslutning. 90 spillere og trænere sad vejrfast i byen i knap en uge. 

Og det er ikke enestående. Aflyste fly i Kulusuk er ingen sjældenhed – og det er Kirstine Davidsen fra Nuuk godt træt af. 

- Jeg arbejder i kommunens socialafdeling, og vi har kun ikke opgaver i Tasiilaq. Vi har også opgaver i Nuuk, Paamiut og andre steder, men det er altid svært at vurdere, om man kommer hjem til tiden, når man er i Østgrønland, siger hun.

LÆS OGSÅ Omkring 90 unge spillere og trænere strandet i Tasiilaq efter GM: De er ved at få hjemve

Et af problemerne med lufthavnen i Kulusuk er, at der ikke er de-icing udstyr. Og det kan være et problem, for når en Dash-8 flyver over indlandsisen og lander i Kulusuk, kan der, når den lander, komme is på dens vinger. Flyet bliver altså overiset. Og netop overisning betød seks aflysninger sidste år. Aflysninger, der altså ikke skyldtes for eksempel storm eller teknik.  

Kirstine
Foto © : Privat
Kirstine Davidsen

Faktisk er der kun fem lufthavne i Grønland, der råder over afisningsudstyr: Det er Nuuk, Ilulissat, Sisimiut, Kangerlussuaq og Maniitsoq. 

Og det er dyrt. Vognen med udstyret på koster fra to til seks millioner kroner, siger Niels Christian Jensen, der er ground operation manager i Air Greenland. 

Passagerer betaler

Dertil kommer den væske, som sprayes på flyet. Den kan koste 8.000-9.000 kroner, og der bruges mellem 250 og 350 liter til en Dash-8 afhængig af kulden.

- Vi undersøger, hvor mange gange, der er brug for udstyret på et år, og hvad det koster at holde udstyret i drift kontra de gange, vi annullerer flyvningerne. I Kulusuk viser vores beregninger, at vi i løbet af det sidste år kun kunne have fløjet seks gange mere, hvis der havde været de-icing-udstyr, siger Niels Christian Jensen.

- Vi har kun passagerer at hente de penge fra – så det vil betyde en voldsom stigning på priserne over hele året. Seks aflysninger er seks gange for meget – men hvis den udgift skal dækkes af de-icing, bliver det endnu dyrere. Så vil vi hellere tage forsinkelsen. 

Det svar er bare ikke godt nok, mener Kristine Davidsen.

LÆS OGSÅ Frustrerede flypassagerer fanget i Kulusuk: Air Greenland gjorde slet ikke nok for at hjælpe

- Jeg kan sagtens forstå, at de-icing-udstyr er dyrt, men så skal Air Greenland sørge for, at passagerne skal være trygge på deres rejser, også i Østgrønland. Vi oplevede jo i sidste måned, at Air Greenland ikke kunne hjælpe med overnatning i Kulusuk, da vi blev aflyst på grund af, at der ikke var nogen de-icing-maskine.

Hun henviser til en sag fra marts, hvor der ikke var plads til alle de strandede passagerer på hotellet i Kulusuk, og hvor flere måtte indkvarteres privat. 

- Jeg håber, at Air Geeenland vil fikse det, da Østgrønland er en del af landet. De skal behandles som os i vest, siger hun.

Helikopter kommer heller ikke i luften

Men der er ingen udsigt til afisningsudstyr i Kulusuk.

- Det giver god mening i nogle lufthavne, hvor der er mange afgange. Det ikke så meget mening i lufthavne, hvor der er få afgange, siger ground operation manager Niels Christian Jensen.

- Lad os sige, at der fandtes de-ice i Kulusuk. Men fra Kulusuk skal man med helikopter til Tasiilaq – og helikopteren kan ikke de-ices. Så folk vil alligevel ikke komme afsted til eller fra Tasiilaq, når der er icing i luften. Og derfor bliver Kulusuk en flaskehals. 

Når et fly skal afises, tjekker kaptajnen, om vingerne er isfri. Hvis de ikke er så bliver flyet oversprøjtet med væske, imens passagererne sidder ombord. 

 

Foto © : Air Greenland

Foto: Air Greenland

 

Når væsken er sprayet på flyet, virker den i et antal minutter, og i løbet af de minutter, skal flyet være lettet. For væsken virker kun i nogle minutter alt efter hvor koldt det er. Oppe i luften sætter der sig ikke is på vingerne – det sker først, når flyet står på jorden. 

-  Vi opdager det altid inden afgang. Hvis der er is på, så aflyser vi, indtil der ikke er is mere i lufthavne uden deicing, siger Niels Christian Jensen.