Kriminalforsorgen advarede PET om 22-årig

Den formodede terrorist blev registreret som ekstremist under sin fængsling i forbindelse med voldssag.
Skrevet af Ritzau
16. februar 2015 12:33

Kriminalforsorgen oplyser, at man "havde fokus" på den 22-årige formodede gerningsmand til weekendens attentater i København på grund af hans ekstremistiske holdninger.

I Kriminalforsorgen understreger sikkerhedschef Michael Gjørup, at man ikke giver oplysninger om bestemte personer.

- Men jeg kan sige så meget, at det var en person, som vi havde fokus på, siger sikkerhedschefen til Ritzau.

Den 22-årige var indsat i forbindelse med en sag om et groft knivoverfald i et S-tog.

Læs ogsåTo mænd fængslet for hjælp til afdød terrormistænkt

Derimod har hans forsvarer advokat Rolf Gregersen i en sms oplyst, at han ville være "overordentligt overrasket," hvis hans klient udførte terrorhandlingerne i weekenden.

Når Kriminalforsorgen får meldinger om ekstremisme, giver man besked til den relevante myndighed, nemlig Politiets Efterretningstjeneste. Desuden kommer den pågældende under ekstra opsyn i form af såkaldt monitering.

Læs også Der var blå blink og helikoptere uden for min dør

På et pressemøde søndag sagde chefen for PET, Jens Madsen, at man netop havde haft den 22-årige på radaren.
I løbet af cirka to et halvt år har Kriminalforsorgen ifølge den seneste optælling i 39 tilfælde konstateret, at en indsat har demonstreret ekstremistiske holdninger.
- Vi har mulighed for at indlede bekymringssamtaler og at koble en mentor på, siger Michael Gjørup.
Kriminalforsorgen kan også beslutte at flytte en indsat, hvis vedkommende menes at ville påvirke andre med ekstremistiske religiøse holdninger.
- Vi vurderer hele tiden oplysninger fra personalet, og hvordan de skal vægtes, forklarer Michael Gjørup om fremgangsmåden generelt.

Hvis den pågældende ikke viser sig at være modtagelig eller påvirkelig i forbindelse med for eksempel bekymringssamtaler, bliver dette også registreret, oplyser han.

Tilknytning til bandemiljø
Sikkerhedschefen ønsker ikke at give mere præcise oplysninger om Kriminalforsorgens erfaringer med den 22-årige, som mistede livet tidligt søndag morgen i en ildkamp med betjente nær Nørrebro Station i København.

Den unge mand er af politiet registreret som tilknyttet banden Brothas. Og er altså et eksempel på, at visse unge i bandemiljøerne har meget ekstreme holdninger.

- Det kommer ikke bag på os, siger sikkerhedschefen.'

Kriminalforsorgen har nemlig set flere andre eksempler på, at kriminelle fra bander også har fanatiske religiøse holdninger.

Læs også Her mindes Danmark de dræbte

I forvejen har fængselsvæsnet erfaringer med exit-programmer, som skal lokke medlemmer af rockere og bander til at kvitte de særlige miljøer.


/ritzau/