To mænd fængslet for hjælp til afdød terrormistænkt

Dommer fængsler to yngre mænd, der sigtes for at have hjulpet den 22-årige i forbindelse med terrorangrebene i København.
Skrevet af Ritzau
16. februar 2015 09:42

En dommer har mandag varetægtsfængslet to mænd, der sigtes for at have bistået den 22-årige, som menes at stå bag to terrorangreb i København i weekenden.

Mændene er begge blevet fængslet i 10 dage, men er ikke isoleret.

Læs også To mænd sigtet: Skaffede våben til terrorist

Kendelsen er afsagt efter et flere timer langt grundlovsforhør i Dommervagten på Politigården i København.

Københavns Politi har sigtet de to for medvirken til drab, drabsforsøg og grov vold. Desuden sigtes de for at have overtrådt straffelovens våbenparagraf.

Skaffede våben af vejen
Politiet hævder, at mændene skaffede et våben fra det første angreb af vejen og desuden skjulte den 22-årige, som selv senere blev dræbt i en skudveksling med politifolk søndag morgen nær Nørrebro Station.

Begge mænd, der angiveligt er i 20'erne, har nægtet sig skyldige. Den ene blev anholdt søndag morgen, mens politiet fik fat i den anden om eftermiddagen.

Læs også Her mindes Danmark de dræbte

Mens Københavns Politi har betegnet angrebene på et debatmøde på Østerbro og mod synagogen i Krystalgade i København som terrorhandlinger, drejer sigtelsen mod de to påståede sig ikke om terror-bestemmelserne i straffeloven.

Der er "kun" rejst sigtelse om medvirken til drab, drabsforsøg og vold, har advokaturchef Dorit Borgaard tidligere på dagen oplyst til Ritzau.

De to nu fængslede sigtes også for at have overtrådt straffelovens våbenbestemmelse.

Under retsmødet mandag krævede anklageren en varetægtsfængsling i fire uger. Desuden bad han om isolation, men det afviste dommeren altså.

/ritzau/